Flere politikere kræver handling: 1813 skal ændres

De praktiserende læger skal være en del af akuttelefonen igen, lyder det fra flere politikere.

Der har været mange problemer med akuttelefonen 1813, siden den blev introduceret den 1. januar 2014.

DR har de seneste måneder blandt andet kunne fortælle, hvordan Akuttelefonen 1813 flere gange har overset tilfælde af meningitis. I tre af sagerne kostede det tre teenagedrenges liv, mens flere af sagerne kunne være endt samme vej.

Senest har DR kunnet fortælle, at 1813 har været underbemandet i vagtplanerne, hvor der konsekvent har manglet personale i 25 pct. af tiden i 2017.

Flere politikere kræver handling

Problemerne får nu flere politikere i Region Hovedstaden til at kræve ændringer af 1813.

Et af forslagene er, at de praktiserende læger skal være en del af akuttelefonen for at sikre en bedre kvalitet, når borgere ringer op.

- Jeg synes, at vi skal prøve en omgang til med de praktiserende læger i Region Hovedstaden, siger spidskandidat til regionsrådsvalget Martin Geertsen (V) til DR P4 København.

Akuttelefonen 1813 blev introduceret, da Region Hovedstaden overtog den tidligere lægevagts opgaver, drevet af de praktiserende læger.

Nu vil Martin Geertsen gerne stå i spidsen for forhandlingerne mellem netop de praktiserende læger og Region Hovedstaden, som han mener, skal laves af en samling af partierne.

- Det er min ambition, at vi skal samle en delegation, der går på tværs af de politiske partier, så vi kan få en aftale i hus med de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) til DR P4 København.

Han bliver bakket op af spidskandidat for Liberal Alliance, Niels Høiby.

Han mener, at 1813 har brug for mere kvalificerede folk til at tage telefonen, og han støtter derfor Martin Geertsens forslag.

- Man skal have de praktiserende læger tilbage. Fuldstændig som vi har i de fire andre regioner, hvor det fungerer. Selvfølgelig sker der også fejl der, men det er på et langt lavere niveau, siger Niels Høiby til DR P4 København.

SF, De Konservative og Enhedslisten er også for en aftale med de praktiserende læger og støtter muligheden for en delegation.

1813 skal ikke lukkes

Men selvom partierne, DR har talt med, alle mener, at 1813 skal laves om, så er der ikke stemning for helt at lukke akuttelefonen.

For idéen bag er stadig god, selvom der er nogle ting, der ikke fungerer, mener partierne.

- Jeg synes, det ville være voldsomt at lukke 1813. Overordnet set fungerer 1813, selvom vi har haft nogle uheldige sager, siger spidskandidat for SF, Jens Mandrup til DR P4 København.

Og det er også en god idé, at man som borger har ét bestemt sted, man kan ringe til - også selvom det til tider ikke fungerer, mener Martin Geertsen.

- Der er ét sted, folk skal ringe til. Det, der er udfordringen, er, at der skal reageres hurtigere på de fejl, der bliver begået, siger han til DR P4 København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik