Metroen vækster: Flere passagerer og nu flere afgange

Med en passagertilgang på 1,2 millioner flere end året før, blev 2018 et godt år for Metroselskabet. Væksten i passagerer gør, at togene nu kører oftere.

Flere benytter sig af metroen.

Tal fra Metroselskabets årsrapport viser en markant stigning i antallet af passagerer i metroen.

Passagertallet lå i 2018 på knap 64,7 millioner passagerer. Det er en stigning på 1,2 millioner i forhold til året før og 1,1 millioner flere passagerer, end selskabet havde forventet.

- Det er glædeligt, at så mange vælger at bruge metroen. Ikke mindst, når man kan se, at den øvrige kollektive transport er udfordret af faldende passagertal. Den vækst er værd at notere sig, også set i lyset af, at det er lykkedes at skabe denne passagervækst i metroen uden offentligt driftstilskud, udtaler Jørn Neergaard Larsen, bestyrelsesformand i Metroselskabet i en pressemeddelelse.

Samtidig blev 2018 et finansielt tilfredsstillende år i metroen med et overskud på 292 millioner kroner - 84 millioner kroner bedre end forventet.

Flere afgange i myldretiden

I takt med det stigende antal mennesker i metroen har selskabet indført flere togafgange.

Helt konkret har selskabet indsat et ekstra tog i myldretiden, så der siden januar har kørt 31 tog i stedet for de 30, der tidligere opererede i myldretiden. 

Og selvom et enkelt ekstra tog i drift ikke lyder af alverden, så har det ifølge Metroselskabet haft en mærkbar effekt på både plads og ventetid.

- Opgraderingen af styresystemet og de 31 tog i myldretiden har betydet, at vi i januar, februar og marts har haft cirka syv procent flere afgange, hvilket svarer til cirka 250 ekstra afgange dagligt i myldretiden. Det giver plads til flere kunder i metroen og sikrer kortere ventetid på perronerne, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i Metroselskabet.

De eksisterende metrolinjer, M1 og M2, bliver hver dag brugt af i omegnen af 200.000 rejsende. Når den metrolinje, Cityringen, åbner i løbet af 2019 forventes det dog, at det antal stiger betragteligt.

Det skønnes, at metroen i 2025 vil have 174 millioner passagerer årligt, mens ni ud af ti af Danmarks mest travle stationer vil have en metrostation.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik