OVERBLIK: Flere og flere har brug for julehjælp - her kan du ansøge

Stadig flere danskere søger om julehjælp. Fristerne for at søge udløber snart blandt mange organisationer. Her følger et overblik over, hvor du blandt andet kan søge julehjælp.

Frelsens Hær er blandt de organisationer, der uddeler julehjælp til trængte og trængende familier. Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Ritzau Scanpix

Julen kan være en særdeles hård tid at komme igennem for udsatte familier, enlige forsørgere eller familier med lav indkomst.

Heldigvis er der mange forskellige organisationer, der tilbyder julehjælp til værdigt trængende familier.

TV 2 Lorry har i artiklen her samlet et overblik over nogle af de steder, man kan søge om julehjælp.

Overblikket finder du længer nede i artiklen.

Hvem kan få julehjælp?

Udvælgelseskriterierne er forskellige fra organisation til organisation. Et fællestræk er dog, at julehjælp fortrinsvist uddeles til økonomisk trængte børnefamilier. 

 

For nogle organisationer er det et kriterie, at man skal være på kontanthjælp for at modtage julehjælp, mens andre også uddeler højtidsstøtten til personer i arbejde, under uddannelse eller på anden overførselsindkomst.

 

Er du i tvivl om, hvorvidt du kan få julehjælp, kan du læse mere om kriterierne på de enkelte organisationers hjemmeside via de links, der forekommer på listen længere nede i artiklen.

Flere har behov for julehjælp

Uligheden i Danmark er stigende, og det mærker man i den grad blandt de organisationer, der uddeler julehjælp.

Siden år 2000 har Frelsens Hær eksempelvis set en fordobling i antallet af modtagere.

- Vi har modtaget over 10.800 ansøgninger fra økonomisk trængte familier i år. Med et par dage til ansøgningsfristen forventer vi at lande mellem 11-12.000 ansøgninger, det vil sige at vi igen får et kedeligt rekordår, siger Lars Lydholm, som er informationschef i Frelsens Hær.

Siden 2016 har antallet af ansøgninger stabiliseret sig på et historisk højt niveau. Det er Frelsens Hærs klare opfattelse, at niveauet skyldes kontanthjælpsloftet og andre reformer af dagpengesystemet.

- Vi så det allerede første jul efter kontanthjælpsloftet. De fattige er blevet fattigere. Det kan vi se på de rådighedsbeløb, ansøgerne har, siger Lars Lydholm.

Samme billede ser man hos Dansk Folkehjælp, hvor over 15.000 har søgt om julehjælp. Organisationen oplever en årlig stigning på 10 procent.

- Det går godt med dansk økonomi, men vi kan se at antallet af fattige stiger og stiger, siger generalsekretær Klaus Nørlem.

TV 2 Lorry har herunder samlet et overblik over nogle af de steder, du kan søge om julehjælp hos.

Her er kan du søge om julehjælp

  • Røde Kors uddeler julehjælp, som oftest består af gavekort til supermarked. Du kan søge her.

 

  • Frelsens Hær har ansøgningsfrist til julehjælp fredag den 30. november. Er du hurtig, kan du nå at søge via denne blanket.

 

  • Dansk Folkehjælps julehjælp har også ansøgningsfrist inden længe - lørdag den 1. december. Søg julehjælpen her.

 

  • Blå Kors uddeler julehjælp fortrinsvist til enlige forsørgere eller familie med misbrug. På linket her kan du søge julehjælpen.

 

  • Kirkens Korshær på Drejervej i Københavns Nordvestkvarter uddeler også julehjælp. Søg støtten inden udgangen af uge 48.

 

 

 

  • Foreningen til Støtte for Mødre og Børn uddeler julehjælp, som du kan ansøge om at få via denne blanket.

 

  • Samvirkende meninghedsplejer har frist den 4. december, og ansøgningsskemaet finder du her.

 

​​

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret