Foto: TV2 Lorry

Flere ofre ringer for at få rådgivning

Offerrådgivningen Nordsjælland mangler kollegaer. I årets første fire måneder har der allerede været 224 sager mod 390 i hele 2013.

Offerrådgivningen Nordsjælland, der er en del af den landsdækkende rådgivning for ofre, vidner og pårørende ved ulykker og kriminalitet, oplever en stadig stigende tilgang af personer, der ringer for at få råd og vejledning, skriver Frederiksborg Amts Avis.

De 12 frivillige rådgivere, der dækker vagter døgnet søger derfor nye kollegaer, der kan tage nogle af vagterne.

- Det er ikke fordi, der er kommet flere ofre for forbrydelser, men ofre, pårørende og vidner bliver i stadig stigende antal klar over, at der er et sted, hvor de kan få hjælp. Og vi tilskriver også stigningen et godt samarbejde med politikredsen, der over for ofre gør opmærksom på at vi findes, siger Hanne Green, der er formand for Offerrådgivning Nordsjælland.

I 2010 til 2012, søgte mellem 26 og 98 telefonisk hjælp hvert år, men siden ordningen i 2013 blev udvidet, så man kan ringe hele døgnet, er tallene steget kraftigt. I 2013 var der således 390 henvendelser i Nordsjælland, 431 i 2014 - og i de første fire måneder af i år har der allerede været 224 sager. Derfor søger de 12 nordsjællandsk rådgivere nu efter flere, der vil være med at tage 3-4 månedlige vagter ved telefonen.

- Folk henvender sig til offerrådgivningen af mange forskellige årsager. Det kan være vold, overfald, voldtægt - eller det an være unge kvinder der bliver stalket eller udsat for net-chikane. Vi har også i forbindelse med terrorangrebet i København haft kontakt til en person, som søgte hjælp, fortæller Hanne Green.

Der findes offerrådgivning i alle landets politikredse, men der er meget stor forskel på, hvor mange der bruger den. Mens 224 har henvendt sig i Nordsjællands Politikreds i første kvartal i år, så er det kun 12 personer i Syd- og Sønderjyllands politikreds, der har søgt telefonisk hjælp hos Offerrådgivningen.