Flere nye bloddonorer, mindste stigning i Region H

På landsplan stiger antallet af nye bloddonorer. Region Hovedstaden har fået færrest nye bloddonorer.

Bloddonation er vigtigt.

Blodet bruges til at behandle patienter på hospitaler i hele landet. Lidt under halvdelen af det blod, der doneres, går til kræftpatienter, mens en femtedel af blodet går til patienter med hjerte-/karsygdomme og lungesygdomme.

Og noget tyder på, at flere danskere er blevet opmærksomme på, hvor vigtig bloddonation er.

I hvert fald er der på landsplan 8,5 procent flere, der har fået tappet blod for første gang i forhold til 2017. Det viser Styrelsen for Patientsikkerheds årsrapport over området.

- Det er positivt, at flere er blevet interesseret i at hjælpe andre ved at donere deres blod, som blandt andet kan bruges til kræftpatienter, operationer og ved ulykker, siger overlæge og sektionsleder Karsten Bech fra Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Kigger man nærmere på tallene, viser det sig, at flere borgere i både Region Hovedstaden og Region Sjælland, ligesom resten af landet, har valgt at melde sig som nye bloddonorer.

Hvor bruges bloddonationerne?

Region Hovedstaden bruger mest donorblod til transfusioner.

 

Med 36,6 transfusioner per 1.000 indbyggere topper Region Hovedstaden dermed forbruget af blodtransfusioner.

 

Region Sjælland har det laveste forbrug på 29,8 transfusioner per 1.000 indbyggere.

 

Forskellen kan delvist forklares med, at patienter fra Region Sjælland modtager højt specialiserede behandlinger i Region Hovedstaden.

 

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

I Region Sjælland, er der sket en stigning på cirka 7,5 procent, mens der i Region Hovedstaden er kommet knap fem procent flere nye bloddonorer fra 2017 til 2018.

Laveste stigning i Region H

Det gør Region Hovedstaden til den region, hvor færrest nye bloddonorer er kommet til i perioden. Til sammenligning var Region Nordjylland der, hvor flest nye bloddonorer meldte sig til. Her var stigningen på 13 procent.

Bliv bloddonor!

Du kan tilmelde dig i dag som bloddonor på www.bloddonor.dk/bliv-donor/tilmeld-dig/

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed er man tilfreds med, at flere vælger at få tappet deres blod til blodbankerne, fordi det er kan være svært at holde på donorerne, når de bliver ældre:

- Det er vigtigt, at der hele tiden kommer flere nye bloddonorer til, så vi sikrer, at der altid er blod nok i blodbankerne. Vi ved nemlig, at mange donorer falder fra undervejs i deres liv enten på grund af sygdom, alderdom eller graviditet, siger Karsten Bech og forsætter: 

- For eksempel falder mange yngre kvinder, når de bliver gravide og kommer i karantæne på grund af antistoffer, der dannes under graviditeten, siger overlægen i en pressemeddelelse.

Årsrapporten viser desuden, at der i 2018 blev foretaget 278.617 donortapninger i hele Danmark. Antallet svarer cirka til to tapninger per donor. Stort set amme antal som året før.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik