Foto: Bax Lindhardt - Scanpix

Flere klager i 2016: Folk fejltaster og får p-afgift

Parkeringsvagterne i Københavns Kommune uddelte færre p-afgifter i 2016. Til gengæld var der flere bilister, som klagede.

De fleste kender følelsen, når man kommer gående mod bilen og kan ane en lille hvid seddel i ruden.

Heldigvis måtte færre bilister ærge sig over en bøde i 2016, end i de forgående år.

Klagerne stiger, fordi folk skal vænne sig til at bruge det nye system rigtigt

 Jes Øksnebjerg, centerchef

Til gengæld steg antallet af klager i samme periode. 

I 2015 var der nemlig 6,6 procent der klagede over en p-afgift. I 2016 var tallet cirka 7,8 procent.

Det viser tal fra Københavns Kommunes Center for Parkering.

- Klagerne stiger, fordi folk skal vænne sig til at bruge det nye system rigtigt. Klagerne handler om, at folk har tastet forkert, når de skal indtaste nummerpladen, og så kan systemet ikke registrere deres betaling, siger Jes Øksnebjerg, som er centerchef for Parkering i Teknik- og Miljøforvaltningen.

-  Man skal være opmærksom på at taste korrekt og på at dobbelttjekke, når systemet beder en om at godkende, at det er det rette nummer. Det er ligesom, når man betaler regninger i net-bank og skal indtaste de rigtige cifre, siger han.

Læs også København tredobler parkering til ladcykler

Nyt system - nye vaner

2016 var året, hvor parkeringen i København blev digitaliseret. De gamle p-automater, som udskrev papirbilletter, blev udskiftet med nye digitale automater, hvor man kun skal indtasta sin nummerplade.

Man kan også bruge en af de parkerings-apps, som man kan købe på itunes.

Center for Parkering regner med, at klageprocenten vil falde igen. Det vil formentlig ske, når billisterne har lært det nye system at kende.

Et af top-klageemnerne har handlet om, at papirbilletten var ulæsbar for p-vagten, hvorfor man har fået en afgift. Med det nye digitale system vil dette ikke være et problem længere, eftersom kommunen har digitaliseret p-afgiftssystemet, lyder det fra Center for Parkering.

Læs også Digital parkering øger pres på P-pladser