Foto: Lorry

Flere hundrede flyafgange aflyses

Flere tusind SAS-passagerer kommer til at mærke, at det trækker ud med at skaffe nye piloter til Cimber.

Omkring 10.000 passagerer, der allerede har booket billet, vil fra begyndelsen af februar og frem til midten af maj blive ramt af fly-aflysninger.

I alt vi luftfartsselskabet aflyse 766 flyvninger i perioden.

Aflysningerne skyldes mangel på flyvefærdige piloter i SAS' datterselskab Cimber.

Det skriver branchemediet check-in.dk.

- Det er en udfordrende proces at få ansat og skolet piloter til Cimber, og det har vist sig at være mere langsommeligt end forventet. Vi håber, at vi er kommet helt i mål i midten af maj, siger SAS' pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, til check-in.dk.

Det er primært de nordeuropæiske ruter, der rammes af aflysningerne.

Særligt weekendafgange og ruter med natstop vil blive berørt, skriver branchemediet.

Den akutte pilotmangel er ifølge mediet opstået som følge af, at SAS oprindeligt flyttede selskabets piloter med over til Cimber, da selskabet blev overtaget i begyndelsen af 2015.

Men siden da har SAS fået behov for at øge bemandingen på egne flyvninger, og derfor er piloterne blev trukket tilbage i moderselskabet.

Og da tidsrammen for at uddanne nye piloter til Cimber har vist sig ikke at holde, har SAS nu set sig nødsaget til at aflyse de mange afgange.