Flere hoteller har ingen alarm til at vække dig ved brand

Det står skidt til med brandsikkerheden på mange ældre overnatningssteder i Danmark, siger Danske Beredskaber.

Det kniber med brandsikkerheden på flere hoteller herhjemme, mener Danske Beredskaber.

I TV 2 Lorrys område er der eksempelvis 10 overnatningssteder, der ikke har en eneste alarm, der kan bippe og vække dig ved brand. 

- Jeg synes, det er stærkt tankevækkende, at man kan indkvartere sig på et hotel og tro, at man får en tryg og sikker nattesøvn, men at det i virkeligheden er anderledes, fordi brandsikkerheden ikke lever op til nutidens krav., siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber til TV 2 Lorry.

Hoteller i TV 2 Lorrys område

10 ud af 28 enkeltetages overnatningssteder har ikke nogen form for varslingsanlæg installeret

69 ud af 126 fleretagers overnatningssteder har ikke automatisk brandalarmeringsanlæg (ABA) i alle soverum

99 overnatningssteder er der ikke tilstrækkelig data på, til at de kan indgå i undersøgelsen. Langt størstedelen ligger i Hovedstadsområdet. 

Kilde: Danske Beredskaber 

En opgørelse, som interesseorganisationen Danske Beredskaber har lavet for Beredskabsstyrelsen, viser, at over 700 overnatningssteder i Danmark, der er opført før 2007, ikke har ordentlig brandsikkerhed.

Danske Beredskabers vurdering er, at overnatningssteder med kun en etage skal have et simpelt varslingsanlæg i hvert soverum, skriver Ritzau.

Det betyder, at der bør være en røgalarm eller en brandalarm, som hyler, hvis gæsterne skal forlade værelset.

Det er ikke tilfældet for 124 ud af 275 ældre enkeltetages overnatningssteder i Danmark. Mens det gælder 10 ud af 28 enkeletagers overnatningssteder i TV 2 Lorrys område. Det er primært udenfor København, det ser skidt ud, mens det i hovedstaden generelt ser fint ud. 

Når det kommer til hoteller på flere etager, bør der være et automatisk brandalarmeringsanlæg, som virker i alle rum. 615 ud af 837 ældre overnatningssteder opfylder ikke den anbefaling.

I TV 2 Lorrys område er det 69 ud af 126 fleretagers overnatningssteder, der ikke har automatisk brandalarmeringsanlæg (ABA) i alle soverum

- Tallene viser, at det gælder hele landet. Men vi kan dog se, at lige præcis i hovedstaden, der har man fået opdateret sin brandsikkerehd generelt, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

Brandsikkerhed over 40 år gammel

Overnatningsstederne skal ifølge loven kun leve op til den brandtekniske standard, der blev krævet på det tidspunkt, hotellet blev opført. 

Dog er alle brandtekniske installationer blevet opdateret i 1974, efter at Hotel Hafnia i Vester Voldgade i København en sensommernat i 1973 brændte. 35 personer omkom.

Men det betyder stadig, at brandsikkerheden mange steder er over 40 år gammel.

Branche- og Arbejdsgiverforeningen Horesta har sendt en mail med følgende kommentar til TV 2 Lorry: 

Formanden for Horesta, Jens Zimmer Christensen, er forundret over, at interesseorganisationen Danske Beredskaber kommenterer på en rapport, der endnu ikke er forelagt Horesta og andre deltagere i det arbejde, som pågår under ledelse af Beredskabsstyrelsen. Han ønsker ikke at kommentere på resultater, før han har haft mulighed for at se selve rapporten. HORESTA bekendt er der ingen af deltagerne i undersøgelsen, der har brudt loven.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik