Foto: TV2/Lorry

Flere hopper ombord på "Grisen"

Lokalbanen i Nordsjælland - også kaldet 'Grisen' - har siden 2007 fået 40 procent flere passagerer, så det samlede passagertal nu er oppe på 6,6 millioner.

Fra Lokalbanerne lyder forklaringen på det stigende antal passagerer blandt andet, at man kører med flere tog på skinnerne. Men der er også andre forbedringer, der lokker kunderne til, fortæller kvalitets- og miljøchef Kurt Lauridsen,

- Vi har indført, at man gratis kan tage cykler med, vi kører mere rettidigt og vi har fået nye tog, siger han til DR P4 København.

Og så har R-busserne, der kører på tværs at stationerne, også en stor betydning, mener Kurt Lauridsen,

- Der er nu en sammenhæng mellem busser og tog, så de tilsammen udgør et rigtigt godt produkt, forklarer han til DR P4 København.

Men selvom passagertallet nu er oppe på 6,6 millioner, så skal endnu flere lokkes over i Grisen:

- Vi har en visionsplan, der er ved at blive behandlet. Og den slår fast, at vi skal runde ti millioner passagerer i 2025, fortæller Kurt Lauridsen til DR P4 København.

Det er særligt Frederiksværkbanen og Gribskovbanen, der trækker det samlede antal op - knap to millioner passagerer har brugt hver af disse strækninger.