Foto: TV2/Lorry

Flere helt unge pumper jern

Det er ikke længere forbeholdt voksne at tage en tur på løbebåndet eller løfte lidt jern. I mindst 31 foreningsfitnesscentre ud af de 114, der eksisterer landet over, er børn og teenagere ned til 12 år nu også rykket ind i træningslokalerne til særlig træning for børn og unge. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- I 31 centre har én eller flere instruktører taget en uddannelse som børne-og teenfitnessinstruktør. Og det tal er i fortsat stigning, siger Lise Langagergaard Rødbro, administrativ koordinator i Foreningsfitness, der hører under både DGI og DIF.

Hun peger på, at der sagtens kan være flere centre, der har børne- eller teenfitness, men som ikke har sendt deres instruktører på særligt kursus.

Siden 2011 har Foreningsfitness udbudt en 21 timers børne- og teenfitness uddannelse, fordi der var efterspørgsel fra centrene.

Teenfitness er blandt andet populært, fordi det giver et alternativ til fodbold, håndbold og andre sportsgrene, der normalt tiltrækker børn og unge.

- Vi kan se, at teenagere, der ikke er aktive på anden vis, har brug for sådan et tilbud. Det får mange i gang, som ellers ikke er aktive, og så er det et springbræt til voksenfitness, siger direktør i Foreningsfitness, Ruben Lundtoft, der peger på, at mange gerne vil fortsætte med teenage-træningen, selvom de er blevet over 15, og dermed gamle nok til at træne på egen hånd.

- Nogen vil gerne blive i teenfitness, fordi der er et legende element i det og en særlig holdånd over det, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

I Vejby har man tilbudt teenfitness siden 2011 med cirka 20 unge på holdet hver sæson.