Flere flygter fra Den Korte Avis: "Uhørt angreb på ytringsfriheden”

Mens flere annoncører trækker sig, tager chefredaktøren for Den Korte Avis til genmæle.

Flere annoncører har i løbet af dagen meldt ud, at de ikke længere vil associeres med Den Korte Avis, som bliver produceret i Dragør.

- Det er et fuldstændig uhørt angreb på ytringsfriheden og demokratiet i Danmark, siger Ralf Pittelkow, ansvarshavende chefredaktør på Den Korte Avis, til Berlingske. 

Senest har også jobportalen Ofir trukket sig fra alt samarbejde med netavisen.

- Ofir har i dag modtaget flere henvendelser fra vigtige kunder, der ikke længere ønsker at associere sig med Den Korte Avis. Derfor har Ofir valgt helt at fjerne joblisten fra Den Korte Avis, skriver Rasmus D. Jensen, salgsdirektør, Ofir, i en mail til TV 2 Lorry.

quote Hvad bliver det næste? At folk med pengepungen i orden holder op med at annoncere, fordi man ikke vil fjerne en artikel, som de ikke bryder sig om? Det er groteske tilstande

Ralf Pittelkow, ansvarshavende chefredaktør, Den Korte Avis

Hos Den Korte Avis føler man sig udsat for en hetz.

- De vinkler, artikler og synspunkter, som optræder i Den Korte Avis, repræsenterer en meget bred del af den danske befolkning, siger Pittelkow til Berlingske.

Ofir har trukket sig fra samarbejdet med Den Korte Avis oven på at både Nordea, JustEat og Telia har meldt sig ud ad samarbejdet med samme netavis.

Indvandringskritisk linje

quote Vi tænker egentlig ikke politisk, men deres holdninger er for rabiate i forhold til vores virksomhed

Rasmus Avnskjold, pressechef, Telia

- Selvfølgelig står det enhver virksomhed frit for at vælge, men i vores tilfælde går virksomhederne langt ind i en politisk tilkendegivelse af, at de ikke vil i berøring med de synspunkter, som ellers er særdeles udbredte i befolkningen, siger Ralf Pittelkow til Berlingske.

Den Korte Avis er kendt for sin indvandringskritiske linje, og det er det, der er faldet annoncørerne for brystet.

- Vi tænker egentlig ikke politisk, men deres holdninger er for rabiate i forhold til vores virksomhed, siger pressechef Rasmus Avnskjold fra Telia.

- Hvad bliver det næste? At folk med pengepungen i orden holder op med at annoncere, fordi man ikke vil fjerne en artikel, som de ikke bryder sig om? Det er groteske tilstande, siger Ralf Pittelkow.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik