Flere dropper mobilen i trafikken: ”Men det er stadig ikke godt nok"

I løbet af de seneste fem år er antallet af sigtelser for brug af håndholdt mobil faldet mærkbart i Lorryland. Men der er stadig for mange uopmærksomme trafikaner, mener Rigspolitiet.

Trods stribevis af kampagner, formaninger, opfordringer og politikontroller, så er der stadigvæk folk, der bruger håndholdt mobil i trafikken.

quote Det er tæt på at være ligeså farligt som med spiritus.

Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale færdselscenter

Set over de seneste fem år er antallet dog faldet mærkbart i de fire politikredse i TV 2 Lorrys sendeområde, viser en ny opgørelse fra Rigspolitiet, der har samlet tallene fra 2014 til 2018.

Og heldigvis for det, for undersøgelser viser, at uopmærksomhed er blandt de hyppigste uheldsfaktorer i trafikken og kan være årsag til en tredjedel af alle uheld.

Færre uopmærksomme - men stadig for mange

Hos Københavns Politi uddelte man i 2014 ikke færre end 8115 bøder til trafikanter, der brugte håndholdt mobil, mens de kørte i trafikken.

quote Jeg er glad for, at det er for nedadgående. Men jeg kunne godt tænke mig, at det blev endnu bedre

Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale færdselscenter

Men nu er billedet et andet. Sidste år var antallet nede på 5174 bøder i samme politikreds.

- Bilisterne er blevet bedre til at lægge mobilen og ikke være uopmærksomme. Det kan jeg med sikkerhed sige. Vi lavede nemlig en undersøgelse af det i sidste uge og sammenlignede med for to år siden, og der er sket et fald, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale færdselscenter, til TV 2 Lorry.

Flere biler har efterhånden opkobling af telefon i bilen, og det spiller en faktor i forhold til at nedbringe antallet af sigtelser i forhold til brug af håndholdt mobiltelefon. Men Rigspolitiet mener stadigvæk, at der trods faldet, fortsat er for mange uopmærksomme trafikanter på vejene.

Christian Berthelsen peger på, at det nødvendigvis ikke kun er mobilen, der er den store synder, for der er mange eksempler på, hvordan en bilist kan distrahere sig selv under kørslen.

Farligt som spritkørsel

-  Jeg er glad for, at det er for nedadgående. Men jeg kunne godt tænke mig, at det blev endnu bedre. Det er ikke kun mobiler, der er et problem. Der er også folk, der sidder og lægger makeup, læser breve, noterer på sedler og kigger på kort. Der er stadig et langt sejt træk for at komme det til livs, lyder det fra Christian Berthelsen, som mener, at det skal være social uacceptabelt at være uopmærksom – på linje med at køre i beruset tilstand.

- Det er tæt på at være ligeså farligt som med spiritus. Du reagerer langsomt. Hvis du kigger væk i fire sekunder, så flytter du dig mange meter. Derfor er uopmærksomhed en del af vores tre fokuspunkter fra 2016-2020, og vi har stadig lige så meget kontrol som før, siger han.

Herunder kan du se, hvor mange der er blevet sigtet for at køre med håndholdt telefon i din politikreds.

Københavns Politi

2018: 5.174 sigtelser.
2017: 4.942 sigtelser.          
2016: 5.008 sigtelser.                   
2015: 6.452 sigtelser.                  
2014: 8.115 sigtelser.

Københavns Vestegns Politi

2018: 2.404 sigtelser.
2017: 1.457 sigtelser.
2016: 2.669 sigtelser.
2015: 3.707 sigtelser.               
2014: 3.618 sigtelser.

Nordsjællands Politi

2018: 1.356 sigtelser.
2017: 1.037 sigtelser.
2016: 1.560 sigtelser.
2015: 2.240 sigtelser.
2014: 2.694 sigtelser.

Midt- og Vestsjællands Politi

2018: 1.401 sigtelser.
2017: 1.409 sigtelser.
2016: 2.488 sigtelser.
2015: 3.187 sigtelser.
2014: 3.534 sigtelser.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik