Flere byggeprojekter forsinkes i København

145 kommunale byggeprojekter er forsinkede i Københavns Kommune. Særligt børneområdet er hårdt ramt.

Tænker du sommetider, at Københavns Kommune bliver ved med at bygge på den samme daginstitution, cykelsti eller almene bolig?

Så er du ikke alene.

I København trækker det nemlig ud med at blive færdig med anlægsprojekter 145 steder i byen.

Det svarer til 16% af de samlede anlægsinstanser.

Og det er ikke godt nok, mener De Radikale i Københavns Borgerrepræsentation.

- Der er alt, alt for mange forsinkelser. Det koster millioner at blive så forsinkede hele tiden, det generer borgerne, som bor i konstant byggerod, og det forringer servicen fra kommunen, da offentlige tilbud ikke står færdige til tiden. Og det er planlægningen, det er galt med. Når man i teknik- og miljøforvaltningen siger, at man kan lave en ny cykelbane på 29 måneder, og det så tager næsten dobbelt så lang tid, så har man virkelig ramt ved siden af, siger Tommy Petersen, medlem af Økonomiudvalget for Radikale Venstre, i en pressemeddelelse.

Netop nu er der 886 igangværende anlægsprojekter i København, i 120 af projekterne er kommunen forsinket med over seks måneder.

Særligt slemt ser det ud på børne- og ungdomsområdet, hvor 59% af kommunens daginstitutionsprojekter er forsinkede, og 60% af etableringerne af nye skolespor er forsinkede.

Også på teknik- og miljøområdet ser det grelt ud, skriver de Radikale.

Her er blandt andet 42% af de igangværende anlæggelser af nye cykelstier forsinkede.

- Det er nogle virkelig dårlige tal, der viser, hvor skidt det står til med at planlægge byens kommunale byggeprojekter. Det er jo ikke acceptabelt, siger Tommy Petersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik