Flere bruger privat vagtlæge

Mindst 12 gange i døgnet rykker en læge fra et privat firma ud til en patient i Københavnsområdet. Og selvom prisen begynder ved 1200 kroner, kommer der hvert år flere patienter til, lyder meldingen fra de tre private vagtlægeordninger.

Og hos "Den Private Lægevagt" er læge Frank Weyhe ikke i tvivl om, hvorfor kunderne kommer:
- Ofte har vores kunder svært ved at komme igennem til egen læge, eller kan ofte komme til at hænge i telefonkø hos den offentlige lægevagt. Og mange føler, at når de kommer igennem, så afvises de med en kort telefonsamtale, mener Frank Weyhe.
De private vagtlægeordninger fortæller om flere forskellige slags kunder.
- Det er både turister på hotel eller ambassadeansatte, men typisk er det børnefamilier og unge forældrepar. De er måske studerende, og er så heldige at have forældre eller bedsteforældre, der vil betale regningen, fortæller medicinsk direktør hos lægeordningen "Privatlægen", Tue Christoffersen.
Trods stigende interesse for de private ordninger, så afviser praksisdirektør i Region Hovedstaden, Eva Simonsen, at det er et udtryk for, at det offentlige har svært ved at levere varen:
- Det et vel en form for bekvemmelighed, når man kan ringe til en privat vagtlæge uden at skulle argumentere for, om han skal komme eller ej, mener hun.
Og så afviser Eva Simonsen, at de offentlige læger skal til at køre mere ud: Det er bedst at undersøge patienterne i konsultationen. Der har lægen langt bedre mulighed for at undersøge og behandle patienten, siger hun.