Den sorte Mercedes blev efterladt foran Herlev Hospital med en smadret bagrude.

Efter nyt skyderi: Bil med skudhuller fundet ved hospital

Flere personer er bragt til Herlev Hospital efter skyderi tirsdag aften i Københavns Nordvestkvarter.

Et ukendt antal personer er bragt til Herlev Hospital efter skyderiet på Emdrupvej tirsdag aften.

En sort bil med en smadret bagrude blev natten til onsdag efterladt foran Herlev Hospital, og politiet formoder, at den har forbindelse til skyderiet.

- Vi regner med, at den har relation til det skyderi, der var på Emdrup Torv, oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Rene Jensen til Ekstra Bladet. 

Politiet vil dog ikke kommentere på, hvor mange personer, der var i bilen, men bekræfter at man har talt med bilens passagerer.

Ifølge TV 2 News er to personer blevet såret af skud. Hvor alvorlige skader, der er tale om, vides endnu ikke.

Læs også Nyt skyderi: Busruter blev omlagt

Politiet formoder, at bilen er blevet beskudt, og derfor skal den nu videre til tekniske undersøgelser.

Klokken 21.11 tirsdag aften fik Københavns Politi en anmeldelse om en mulig skudepisode ved Københavns Nordvestkvarter. 

Senere fandt politiet patronhylstre på Emdrupvej og Frederiksborgvej.

Ikke lang tid efter skyderiet dukkede den sorte bil op ved Herlev Hospital, derfor var politiet massivt til stede.