Flere børn med kræft overlever

Danske børn med leukæmi er nu tæt på at have den bedste overlevelse i hele verden. Således overlever ikke færre end 84 procent af leukæmi-børnene på Rigshospitalets børnekræftafdeling nu deres sygdom.

Tilbage i 80erne var det til sammenligning 65
procent, som fik lov at leve. Også på nordisk plan ser det nu
meget lysere ud for de kræftsyge børn. I starten af 80erne lå
Danmark 10-15 pct. under de andre nordiske lande, hvad
overlevelsen angår. I dag ligger vi helt i top. Leukæmi er langt
den mest udbredte kræftform blandt danske børn, og kræft er i
dag den hyppigste dødsårsag hos børn over et år. Professor,
overlæge Kjeld Schmiegelow, Pædiatrisk Klinik, Rigshospitalet,
er en glad mand: »Vores fine overlevelsestal er i høj grad
resultat af et nordisk lægesamarbejde. Lige siden 80erne har vi
haft et meget tæt samarbejde på leukæmi-området med kollegerne
fra hele Norden. Sammen har vi udviklet bedre og mere præcise
procedurer for, hvordan de enkelte børn og deres særlige
kræfttilfælde skal behandles. Tidligere har vi f.eks. haft en
tendens til at underhandle nogen af børnene her,« siger
professoren.