Foto: Privatfoto

Hærværket fortsætter: "Der er sket ret stor skade"

Politiet søger vidner efter flere nye tilfælde af groft hærværk mod mindre biler.

Fire biler er natten til tirsdag væltet om på siden i Søborg. Det oplyser Københavns Vestegns Politi. 

- Det, vi ved, er, at vi inden for et tidsrum på halvanden time oppe i Søborg-området har fire mindre biler, som er blevet væltet med ret stor skade til følge, fortæller fungerende vicepolitiinspektør Brian Toftemann til TV 2 Lorry.

Om gerningsmændene er de samme, kan politiet ikke fastslå, men den geografiske afstand og tidsrummet taget i betragtning har de en "klar tro" på det.

Natten til søndag gik det ud over fem biler blandt andet på Østerbro i København samt i Søborg og Lyngby.

Københavns Vestegns Politi efterlyser tirsdag vidner, der kan have set noget. 

Læs også Flere biler væltet i København: Nu kan vi ikke komme på ferie

- Vi har sikret spor i forbindelse med sagerne og er meget interesseret i at høre fra vidner der har set noget i forbindelse med disse fire tilfælde af groft og systematisk hærværk, siger Brian Toftemann i en pressemeddelelse.

​Hvis gerningsmændene bliver fanget, hvilken strafferamme kan de så se frem til?

- Da vi anser det som groft hærværk, så er der op til fire års fængsel, fortæller vicepolitiinspektøren.

Her er et overblik over de nye sager: 

Kl. 02:16 modtog politiet anmeldelse om en væltet Peugeot 106 på Kiplings Allé i Søborg.
Kl. 02:28 modtog politiet anmeldelse om en væltet Kia Picanto på Maglegårds Allé 48 i Søborg.
Kl. 03:36 modtog politiet anmeldelse om en væltet Toyota Aygo på Valdemars Allé i Søborg.
Kl. 04:49 modtog politiet anmeldelse om en væltet VW Polo på Marienborg Allé i Søborg.

I forbindelse med sagen kl 02:16, har et vidne set 4-5 mænd køre væk fra stedet i en lille sort bil i retning mod Søborg Hovedgade.

Kontakt gerne Københavns Vestegns Politi på 43861448, hvis du har informationer i sagerne.

Læs også Tallet stiger: Femte minibil væltet natten til søndag