Den påsatte bilbrand i Rødovre Foto: alarm112danmark.dk

10 bilbrande har plaget hovedstadsområdet i weekenden

10 køretøjer er gået op i flammer løbet af weekenden. Særligt hårdt ramt er de på den københavnske vestegn, hvor seks biler blev sat i brand.

Bilbrande i hovedstadsområdet er efterhånden et velkendt fænomen. Siden august måned er over hundrede køretøjer sat i brand fra Taastrup i syd til Hillerød i nord.

Læs også Flere bilbrande i Storkøbenhavn i nat: Politiet mangler vidner

Brandene har været centreret omkring hovedstaden, hvor der på kort tid blev sat ild i mere end fyrre biler.

Fænomenet startede på Christianshavn og Amager, men siden spredte bilbrandene som en steppebrand til de omkringliggende kommuner på vestegnen og nord for København.

Læs også Ny mystisk bilbrand: Hvem er ejeren?

Senest er ti biler brændt af i løbet af weekenden i hovedstadsregionen.

Fredag blev to biler sat i brand på en parkeringsplads på Slotsgade i Hillerød. En stor Mercedes og en mindre personbil måtte lade livet, da de udbrændte totalt.

Bilbranden i Hillerød Foto: Local Eyes

Brande på Vestegnen lørdag

Allerede lørdag var den gal i gen. Her brændte tre biler ned, efter en formodet påsat brand.

- Der indgår en anmeldelse om brand i en enkelt bil klokken 21.49 i Vallensbæk. Branden er startet i en bil og har spredt sig til et andet køretøj. Det fremgår ikke, om der blev sikret nogle spor ved branden, siger Kim Madsen, der er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry. 

Bilbranden spredte sig til en varebil i Vallensbæk Foto: Local Eyes

Senere lørdag aften blev en bil sat i brand i Taastrup. Københavns Vestegns Politi oplyser til TV 2 Lorry, at man ikke kender de nærmere omstændigheder for branden, og at der ikke er sikret spor.

- Klokken 00.30 får vi en anmeldelse om en enkelt bil, der er blevet brændt. Der var ingen spor på stedet, og der er derfor ikke blevet sikret noget derude. Derfor er sagen nu gået videre til efterforskning, siger Kim Madsen, der er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi.

Hvad den efterforskning indebærer har vagtchefen endnu ikke et overblik over.

Flere brande natten til søndag

Også natten til søndag brændte flere biler i hovedstadsområdet i både Københavns og Københavns Vestegns politikredse.

Han har kastet en molotovcocktail eller lignende

Kristian Aaskov, vagtchef hos Københavns Vestegns Politi

- Det skete klokken 00.53. Branden startede i en bil og spredte sig til en anden, siger vagtchef hos Københavns Politi, Kristian Aaskov, til TV 2 Lorry.

Ved ildspåsættelsen blev en person set af et vidne. Manden forsvandt kort efter på en mountainbike. 

Den udbrændte bil i København Foto: Local Eyes

- Ifølge vidnet er der en person, som har knust en rude på en bil, hvorefter han har kastet en molotovcocktail eller lignende ind i den, siger vagtchefen og tilføjer:

- Vi havde hunde ude og søge efter ham i nat, men det gav desværre ikke pote.

Københavns Politi har dog et signalement af manden, som de håber på at finde.

signalement af formodet gerningsmand ved bilbrand

  • Mand, 20 til 25 år
  • 170-180 centimeter høj
  • Kraftig af bygning
  • Meget lys i huden
  • Bar en sort eller mørk hættetrøje
  • Mørk jakke
  • Kørte væk på en mountainbike med sort skrift

- Vi tager alt, hvad vi kan i de her sager. Så vi forsøger at undersøge dem til bunds, selvom det er svært. Derfor har vi indkørt køretøjet til sporsikring og forsøgt at indhente vidner i nærområdet, som har set noget.

Branden skete ved Refshalevej på Christianshavn, og politiet hører gerne fra vidner, som har set noget.

- Har nogen set en lignende person på Christianshavn, der passer på signalementet, så må man meget gerne ringe 114, siger Kristian Aaskov.

Påsat brand i Rødovre

Senere på natten gik det galt i nabokredsen hos Københavns Vestegns Politi.

Der er anvendt brandbare væsker i Rødovre. Der er fundet nogle spor derude

Kim Madsen, vagtchef hos Københavns Vestegns Politi

- I nat modtog vi en anmeldelse om en bilbrand i Rødovre, som havde spredt sig til flere biler, siger vagtchef Kim Madsen fra Københavns Vestegns Politi.

Branden opstod i et køretøj på Rødovre Parkvej, og også her mener politiet, at branden er påsat. 

Den påsatte bilbrand i Rødovre Foto: alarm112danmark.dk

- Der er anvendt brandbare væsker i Rødovre. Der er fundet nogle spor derude, som jeg ikke kan sige, hvad er, siger vagtchefen og fortsætter:

- Vi behandler dem, som om de er påsatte alle sammen. Det er fordi, der er så mange, men vi kan ikke se noget mønster i det.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at man arbejder ud fra teorien om, at der er flere gerningsmænd bag de mange brande.

- Når jeg ser på, hvordan de ligger geografisk, så tænker jeg ikke, at det er den samme, der står bag. Og der må også være flere til det, siger Kim Madsen til TV 2 Lorry.

Læs også Bilbrande kan koste bilejere dyrt