Flere anmelder vold i hovedstaden

Flere anmelder vold i Region Hovedstaden end i resten af landet.

I Region Hovedstaden blev der 5911 gange sidste år anmeldt en voldsforbrydelse til politiet.

Det er en stigning på seks procent sammenlignet med 2014.

Det skriver P4 København.

Stigningen er større i hovedstadsområdet end i resten af landet - og sådan har det været de seneste år.

Region Hovedstaden har nemlig haft en markant mere negativ udvikling i voldsstatistikerne, end de øvrige regioner har.

Det er Danmarks Statistik, der står bag tallene. De peger desuden på, at der særligt er tale om en stigning i vold og trusler mod offentligt ansatte.

Og dét er dybt bekymrende, siger Bente Sorgenfrey, der er formand for hovedorganisationen FTF, der organiserer 450.000 offentligt og privat ansatte, til P4 København.

- Vi må ikke fjerne fokus fra det her problem, for det eskalerer i periode. Det skal være stille og roligt at gå på arbejde, det skal ikke være et sted, man bliver udsat for vold, siger hun.

Hun peger samtidig på, at lederne skal blive bedre til at forebygge overfald på deres ansatte.

- Det er helt afgørende, at ledere er opmærksomme på, at her har vi en udfordring, og at de er i stand til at give redskaber til de medarbejdere, der er på arbejdspladsen, siger Bente Sorgenfrey, til P4.

Sidste år var der 1254 anmeldelser om vold eller trusler mod offentligt ansatte i Region Hovedstaden.

Det er 200 flere end i 2014, hvor tallet også var steget.