Her ses et visualiseringsbillede af den kommende fjordforbindelse. Foto: Fjordforbindelsen Frederikssund

Fjordforbindelse får fem småbroer: Her bliver de bygget

Udover den store højbro over Roskilde Fjord er der på strækningen for den kommende fjordforbindelse en række mindre bygværker, der også skal opføres.

Kronprinsesse Marys Bro er ikke den eneste bro, der opføres som led i den nye fjordforbindelse.

Udover den store højbro over Roskilde Fjord er der på strækningen for den kommende fjordforbindelse en række mindre bygværker, der også skal opføres.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Arbejdet med to broer ved Ny Landerslevvej og en bro ved Marbækvej er gået i gang. Den første del af arbejdet består af at nedramme spunsvægge af stål, hvorefter man støber et betondæk ovenpå.

Her skal de nye broer etableres. Foto: Vejdirektoratets grafik

Arbejdet med at nedramme spuns vil være færdigt om cirka to uger. I løbet af de kommende uger vil byggekranerne begynde at blive sat op og gjort klar til arbejdet med betondækkene. Betonarbejdet starter umiddelbart efter påske.

Broerne ved Ny Landerslevvej er dels en bro, der skal føre Ny Landerslevvej under den kommende motortrafikvej og dels en faunapassage, der skal føre Madmose Å under selvsamme motortrafikvej.

Læs også Kom helt tæt på byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro

Snart klar til trafik

De tre broer er efter planen færdige til efteråret 2018.

Broen ved Tørslevvej, som skal krydse Fjordforbindelsens kommende motortrafikvej, stod næsten færdig allerede i januar. Nu er flere broer snart færdige. Den lidt mindre bro ved Gl. Færgegårdsvej står nemlig færdigstøbt umiddelbart før påske.

Når vejret bliver mildere og varmere, får broerne fugtisolering og til sidst belægning. Efter planen skulle dette arbejde udføres nu, men da vinteren ikke har sluppet sit tag, må entreprenøren afvente forårets kommen.

I maj-juni er broerne færdige og derefter skal de eksisterende veje hen til broerne flyttes, så trafikken afvikles over på de nye broer.

Læs også Kronprinsesse Marys Bro rejser sig af vandet

Aktivitet på byggepladsen i weekenden

Entreprenøren tog i iøvrigt fat på de indledende øvelser til montering af brodækket på Fjordforbindelsen i den forgangne weekend.

En 155 lang montagekran blev skubbet ud, så den hvilede på den første bropille.

Da montagekranen var sikkert understøttet ved den første bropille på Frederikssund-siden, gik man i gang med at montere det første brodæk-element på samme bropille.

Der bliver i alt 16 bropiller. På hver af dem skal der monteres to brodæk-elementer, som hver vejer cirka 110 ton. De brodæk-elementer, der skal placeres mellem bropillerne er lidt lettere og vejer lige under 100 ton.

Det forventes, at montering af brodæk-elementerne strækker sig over et år tid. Montering starter i østsiden af fjorden, og det sidste element tilsluttes på vestsiden ved Tørslev Hage.

I videoen nedenfor kan du se, hvordan montagekranen bliver til:

En montagekran bliver til