Nordsjællands Politis to narkohunde Fister og Casio snusede sig frem til en større mængde hash. Foto: Nordsjællands Politi

Fister og Casios træning gav pote: Nu hyldes de to narkohunde

To politihunde gjorde et opsigtsvækkende fund, da de i morges var på træningsøvelse.

En del af politiets arbejde går ud på at holde sig skarpe ved hjælp af træning og øvelser.

Det samme gør sig gældende for politiets hunde, som også skal trænes løbende, så de kan holde snuderne i sporet.

Da Nordsjællands Politi i morges var ude på en øvelse i en kælder under en bebyggelse i Lyngby, fik de to narkohunde Fister og Casio lov til at snuse rundt.

Under gåturen i kælderen udviklede træningen sig dog i en noget mere alvorlig retning. For først markerede den ene snude og derefter den anden, at der var en fært af narko bag en dør til et aflåst kælderrum.

- Vi fik derfor fat i brugeren af kælderrummet, som låste os ind, og så gik Fister ellers i gang med at inspicere, skriver Nordsjællands Politi på Facebook.

Læs også 70-årig overfaldet: Bad hundelufter om at holde hunde i snor

Ekstra fredagsslik

Fisters næsebor vibrerede nysgerrigt, og ved en sort affaldssæk brændte tampen.

- I affaldssækken lå en plastikpose, og i den plastikpose lå der 139,9 gram hash, som vi konfiskerede. Hashens formodede ejermand kan lige nu se frem til en sigtelse for besiddelse af hash, mens Fister og Casio kan se frem til en weekend med lidt ekstra forkælelse, skriver Nordsjællands Politi i Facebook-opslaget, hvor de to hunde hyldes. 

Fister og Casio lugtede sig frem til hashen gennem en aflåst dør og flere lag plastik. De klarede altså dagens træning med bravur, og derfor blev det også til lidt ekstra "fredagsslik" og rosende ord til de to narkohunde.

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Nordsjællands Politi.