Foto: Lorry

Fiskere i oprør mod regler

Den største trussel mod fiskeri-erhvervet er de mange regler, som myndighederne påtvinger fiskerne med kort varsel.

For eksempel skal de ude på havet meddele Fiskeridirektoratet, hvor meget de har fanget. De må heller ikke gå i havn og uden videre begynde at lande fangsten.

Hvis de er på sildefiskeri, må de tidligst være i havn to timer efter, at de har kontaktet direktoratet. For andre fiskearter skal der gå op til fire timer. Den regel gælder uanset, om det har trukket op til storm eller ej.

Fiskeren har bare at blive på havet, skriver Frederiksborg Amts Avis, onsdag.

- Der vanker bøder, hvad enten vi kommer for tidligt eller for sent. Den regel har kun til formål at give fiskerikontrollen mulighed for at nå frem og kontrollere, om vi har opført os ordentligt, siger fiskeskipper Leif Larsen.

Fiskeskipper diskuterede med to folketingsmedlemmer

Han er en af de repræsentanter for fiskerierhvervet i Gilleleje, som i går fik mulighed for at diskutere fiskeriets forhold med to folketingsmedlemmer fra Venstre, Sophie Løhde og fiskeriordfører Thomas Danielsen.

Politikerne hørte også om en anden regel, som fiskerne finder urimelig: Hver gang et fartøj får anmærkninger fra fiskerikontrollen, tildeles det strafpoint. Når summen er stor nok, får fartøjet forbud mod at fiske i en eller flere måneder.

- Disse point følger bådene, som dermed daler i værdi. Hvem vil overtage en båd, hvis de risikerer at skulle stoppe fiskeriet kort efter. Fiskeriet forfølges af regler, som fiskerne har svært ved at forstå og sætte sig ind i.

Mange af dem, der har valgt at blive fiskere, var ikke de største boglige begavelser i skolen. Måske er de ordblinde og har svært ved at læse de mange cirkulærer. Når de så bagefter jagtes med bøder og forbud, rammes alle, der skal leve af fiskeriet, siger auktionsmester Lasse Nordahl til avisen.