Fiskere: Forbud mod put and take er en overilet reaktion

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Danmarks Sportsfiskerforbund vil højne fiskernes viden frem for at forbyde put and take-fiskeri.

Det Dyreetiske Råd vil forbyde fiskerne at kaste snøren ud i de såkaldte put and take-søer af etiske grunde, men det er en overilet reaktion, hvis man spørger fiskerne.

For det er ikke fiskemetoden som sådan, der kan anfægtes, men snarere processen frem mod fangsten, der kan gøres bedre, lyder det fra biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund Kaare Manniche Ebert.

- Vi synes, at det er en noget overilet reaktion. Put and take-fiskeri er i virkeligheden det, fiskeri går ud på. Man tager sin fiskestang, går ned til en sø, fanger en fisk, slår den ihjel, tager den med hjem og spiser den.

- Det, der kan være et problem, og som rådet også anfører, er den måde, fiskene bliver opdrættet på og bliver transporteret ud til søerne på. Men det er jo så noget, som producenterne må forholde sig til og ikke fiskerne, siger Kaare Manniche Ebert.

Rapporten lægger også op til, at de cirka 170.000 mennesker, der årligt indløser fiskekort, skal blive klogere på det at være lystfisker.

Danmarks Sportsfiskerforbund informerer løbende sine medlemmer om "den gode lystfisker", og det kan godt udbredes til alle dem, der fisker, mener Kaare Manniche Ebert.

Ligesom Det Dyreetiske Råd mener han heller ikke, at det i første omgang er nødvendigt med obligatoriske kurser og prøver, før man kan erhverve en fiskekort.

- Det er vigtig, at vi får spredt den information, man har, ud til alle lystfiskere. Nogle steder er der for eksempel ikke tradition for at aflive fiskene med det samme, og det problem kan man måske informere sig ud af, siger han.

- I forbindelse med at man køber fiskekort, kan man udlevere en folder med, hvordan man fanger, håndterer og bedst afliver fisk.

- Eller man kan sørge for, at folk, når de søger om fiskekort, bliver tvunget til at forholde sig til de her ting. Altså som en måde at åbne folks øjne på, siger Kaare Manniche Ebert.

Det Dyreetiske Råd rådgiver fødevareministeren om etiske problematikker. Ministeren har dog endnu ikke haft mulighed for at læse rapporten, så hun vil endnu ikke kommentere forslagene.