Foto: TV2/Lorry

Fireårig pige død efter fald fra vindue i København

En lille pige døde sent onsdag, da hun faldt ud af et vindue i en lejlighed på anden sal, oplyser politiet.

En fireårig pige har mistet livet efter at være faldet ud af et vindue i en lejlighed på Østerbro i København.

Det bekræfter vicepolitiinspektør Ove Bundgård Larsen fra Københavns Politi til Ritzau.

- Det er et tragisk familieanliggende, hvor et lille barn på fire år er faldet ud af en lejlighed på anden sal, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet får anmeldelsen klokken 23.26 onsdag aften.

- Vi kører derud. Der er nogle naboer og moren, som har fundet barnet liggende nede i gården. Det bliver konstateret dødt på stedet, siger han.

Politiet har foretaget nogle undersøgelser på stedet for at få kortlagt hændelsesforløbet.

Der ligger ifølge politiet ikke noget kriminelt bag ulykken.