Fire fængslet i stor narko- og våbensag

Politiet har fundet stor mængde narko og flere våben. Fire personer er fængslet. Haglgevær fundet på sygehus.

Fire personer er tirsdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage i sagen om et omfattende narko- og våbenfund fra Lyngby.
En femte person har fået sin anholdelse opretholdt i 72 timer, mens en sjette person er løsladt, oplyser politiet.
Ordensmagten, som har efterforsket sagen mod mændene i fem uger, har fundet godt 32 kilo narko sammen med en imponerende mængde af våben.
Tidligere efterforskninger kombineret med nogle nye oplysninger fik politiet til at rette søgelyset mod de mistænkte.
Mandag var betjentene diskret med på sidelinjen, da fire mænd mødtes.
- De mødes på en tankstation i Lyngby og det overvåger vi, og så følger vi med, da de kører fra stedet, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra narkoafdelingen i Københavns Politi.
Politiet slog til, da to mænd fra Vestsjælland kørte fra stedet. I bilen lå der et kilo amfetamin.
Det fik politiet til at interessere sig for den lejlighed i Lyngby, som sælgerne kom fra.
- Vi havde en god formodning om, at der i lejligheden kunne gemme sig et lager af amfetamin, så vi valgte at slå til med det samme, siger Steffen Th. Steffensen.
I en fryser i lejligheden lå der 28,5 kilo amfetamin og tre kilo kokain. Dertil kommer tre pistoler, to haglgeværer, sværd, knive, 157 gram sprængstof, en detonator og en håndgranat.
Det er ikke hver dag, at politiet gør så stort et beslag af narko.
- Det er et godt stykke tid siden, at vi sidst har gjort det, siger Steffensen.
Ifølge Ritzaus oplysninger har flere af de anholdte rockerrelationer. Den ene skulle tidligere have været tilknyttet Bandidos, mens en af de andre er kendt for at have kontakter til Hells Angels.
Blandt dem, der blev anholdt i lejligheden i Lyngby, er en 42-årig mand, der er ansat som portør på Herlev Hospital, og i hans skab lå der et haglgevær.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik