Fredens Havn flyder fortsat: Finanslov forbigik flydende fristad

Trods politisk enighed om at fjerne bådkolonien Fredens Havn blev der på finansloven ikke afsat penge til rydning. Uforståeligt, mener overborgmester.

Fredens Havn flyder fortsat i takt med Erdkehlgravens sagte bølgeskvulp trods tordnende tilkendegivelser fra politikere om en snart forestående rydning af hele bådkolonien.

For politikere en slags enfant terrible. For beboerne en fristad. I finansloven en fodnote.

Selvom kampråb fra magtens epicenter som 'der er ord, men ingen handling' og 'tiden er inde til at tage affære' nyligt har runget i korridorerne på Christiansborg, blev der på regeringens finanslov øremærket 0 kroner til at rydde den flydende forsamling nær Christiania.

Og det falder på ingen måde i god jord hos overborgmesteren i København, Frank Jensen fra Socialdemokratiet.

- Det er uforståeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke har fundet penge til en oprydning af ’Fredens Havn’. I finansloven for næste år nøjes de med at konstatere, at de vil kigge på problemet. Men problemet har jo været kendt i årevis og er kortlagt og beskrevet. Så hvad venter de egentlig på?, udtaler Frank Jensen i en skriftlig meddelelse til TV 2 Lorry.

Overborgmester Frank Jensen har længe ønsket Fredens Havn ryddet.
Overborgmester Frank Jensen har længe ønsket Fredens Havn ryddet.
Foto: TV 2 Kosmopol

Udmelding klinger hult

I denne sender overborgmesteren en bredside særligt til gruppeformand for Dansk Folkeparti og formand for retsudvalget Peter Skaarup, der i november indkaldte justitsminister Søren Pape Poulsen i samråd med det formål at skride til handling hurtigst muligt.

- Det klinger meget hult, når Dansk Folkepartis Peter Skaarup for under en måned siden var ude at råbe op om de åbenlyse problemer, vi har i Erdkehlgraven, og så ikke prioriterer én eneste krone til at få løst situationen, siger Frank Jensen.

- Det her viser endnu engang, at Dansk Folkeparti har rigtig mange meninger om København, men ingen reelle ønsker om at forbedre og prioritere vores by.

Det sagde Dansk Folkepartis Peter Skaarup blandt andet om Fredens Havn

- Jeg hører en masse af de rigtige ord, men jeg oplever ikke rigtig, at der er nogen, der sætter sig ned og løser problemet. Der er ord, men ingen handling. Nu synes jeg, tiden er inde til at regeringen tager affære.

 

Kilde: Artiklen Flydende fristad skal fjernes nu, mener DF og kalder ministre i samråd fra den 6. november

I finanslovsteksten noterer regeringen og Dansk Folkeparti sig, at "Miljø- og Fødevareministeren har igangsat et arbejde med henblik på at finde en løsning på oprydningsopgaven." 

Overborgmester Frank Jensen kritiserer Regeringen og DF, fordi en rydning af Fredens Havn ikke kom på finansloven. Så hvad nu? Vi spørger Regeringen og DF.

DF lodder tvivl om prisen for at rydde lejren

Kystdirektoratet er instansen, der vil skulle stå for at fjerne skibene og klyngen af både. Her lyder vurderingen, at prisen for dette vil være 26 millioner kroner.

Netop det anslåede beløb er en af årsagerne til, at Fredens Havn undgik hammerslag på finansloven.

Indslag fra den 6. november: Nu skal Fredens Havn ryddes en gagng for alle, mener overborgmester Frank Jensen.

- Vi kunne sagtens have afsat pengene på finansloven, hvis det var det. Vi syntes bare, at det var mange penge at tage fra for eksempel ældre og pensionister, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Men vi tror ikke på, at det koster 26 millioner kroner at rydde Fredens Havn. Derfor synes vi ikke, det vil være rimeligt i en finanslov at tage 26 millioner ud af det blå og lægge over til denne indsats.

Det står der i finansloven om Fredens Havn

- Regeringen og Dansk Folkeparti noterer sig, at der i en årrække har været placeret et større antal anlæg og fartøjer i Erdkehlgraven, herunder Fredens Havn, ved Christiania, i strid med kystbeskyttelseslovens bestemmelser om anlæg på søterritoriet. Parterne noterer sig, at Miljø- og Fødevareministeren har igangsat et arbejde med henblik på at finde en løsning på oprydningsopgaven.

 

Kilde: Aftale om finansloven 2019, side 61

Skubbes videre til miljøministeren

I stedet er opgaven nu sendt videre til miljø- og fødevareminister Jakob-Ellemann-Jensen, hvis ministerium nu skal kortlægge oprydningsopgaven samt prisen på denne.

- Det er vores klare opfattelse, at beløbet er væsentligt lavere end de 26 millioner, og det er det, vi nu skal se på i Miljøministeriet, siger Peter Skaarup.

Gruppeformanden for Dansk Folkeparti tilføjer, at det er hans forventning, at der kommer en løsning "så hurtigt, som det kan lade sig gøre".

- Vi vil følge op, lige så snart der er gået noget tid, hvis ikke der sker noget. Men vi forventer på baggrund af de meldinger vi har fået, at der vil ske noget snarest. Det er vores klare opfattelse, at rydningen af Fredens Havn er noget, der vil blive skaffet penge til, lyder det fra gruppeformanden.

Men ifølge overborgmester Frank Jensen er snarest ikke tidligt nok.

- Det er dybt beklageligt, at regeringen og DF ikke er deres ansvar voksent i den her sag. Situationen i Erdkhelgraven er uholdbar, og grænsen for, hvad der miljømæssigt og socialt forsvarligt, er for længst overskredet, siger han.

FREDENS HAVN - EN ÅRELANG DISKUSSION

Samlingen af både kaldet Fredens Havn ligger i Erdkehlgraven mellem Refshalevej og Christiansholm vest for Christiania i København. Her har både siden 2006 ligget som en flydende koloni i klynger omkring flydende konstruktioner.

 

Lovlig er kolonien ikke, og allerede i 2011 forsøgte Københavns Kommune at fjerne bådene. Da foreningen bag bådlejren klagede over beslutningen, røg sagen videre til Kystdirektoratet, der i 2013 stadfæstede, at kolonien skulle ryddes. I 2015 blev Fredens Havn erklæret ulovlig.

 

Til trods for status af ulovlig koloni fik 61 af beboere senere tildelt folkeregisteradresse på bådene og tømmerflåderne.

 

I 2017 frafaldt politiet sigtelsen mod Fredens Havn med meddelelsen om, at de sigtede næppe kunne findes skyldige.

 

Spoler vi frem til 2018 ligger bofællesskabet af både fortsat for svaj ud for Frederiks Bastion ved Christiania nær restauranten Noma. 

 

Det skyldes blandt andet, at opgaven med at få bådene fjernet synes at være strandet et sted mellem flere styrelser og forvaltninger.

 

Hverken Københavns Kommune, Kystdirektoratet, Kulturministeriet, Transportministeriet eller Miljøministeriet har ønsket at tage ansvar for at få samlingen af både fjernet.

 

Denne sommer blussede debatten om bådene op på ny. Men her mente Kystdirektoratets områdechef for kystzoneforvaltning, Hans Erik Cutoi-Toft, ikke at tiden endnu er moden til at gribe ind.

 

I oktober kaldte gruppeformand og formand for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup, justitsminister Søren Pape Poulsen fra De Konservative samt miljø- og fødevareminister Jakob-Ellemann-Jensen i åbent samråd den 8. november, hvor mulighederne for at rydde kolonien blev diskuteret. Her gav miljø- og fødevareministeren udtryk for et ønske om at få penge til rydning øremærket på finansloven.

 

Da finansloven blev offentliggjort den 30. november var der ingen penge til rydning af Fredens Havn mønstret. I stedet fremgik det af teksten, at der var igangsat arbejde med henblik på at finde en løsning på oprydningsopgaven.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik