Filippinsk hushjælp sætter ny rekord i år

Den filippinske stats forbud mod, at filippinske piger rejser ud som au pair, har ingenlunde sat en stopper for trafikken af au pair-piger til Danmark. Tværtimod, skriver Politiken tirsdag.

De filippinske piger rejser i stedet ud som 'illegale
emigranter' som aldrig før. Indtil udgangen af august har
Udlændingeservice givet 1.375 opholdstilladelser til filippinske
piger, viser en ny opgørelse ifølge Politiken. På blot otte
måneder er der kommet næsten lige så mange som i hele 2007, da
der kom 1.510 filippinske piger. De udgør godt 70 procent af au
pair i Danmark.

»De danske myndigheder hjælper de filippinske piger til at
begå lovbrud i deres hjemland. De er med til at anbringe pigerne
i en meget sårbar situation. Pigerne kan jo komme ud for alt
muligt - sygdom, ulykker, urimelige arbejdsforhold, hvor de har
behov for rettigheder«, siger ph.d. Helle Stenum, Aalborg
Universitet, der står bag en forskerrapport om au pair, til
Politiken.

I Sverige respekterer myndighederne den filippinske regerings
forbud, men i Danmark holder myndighederne fast i, at au
pair-ordningen er en »kulturel udveksling«, skriver Politiken.
Au pairen bliver opfattet som »en del af familien«, der må gå
til hånde i 18 til 30 timer om ugen mod at bo hos værtsfamilien,
få kost, logi og mindst 2.500 kroner om måneden i lommepenge.