Festivaler erstatter 2 millioner ølkrus med genbrug og opvasker

Fire danske festivaler går til kamp mod plastaffald, når de til sommer lancerer bæredygtige og genbrugelige plastglas i samarbejde med Tuborg.

Tuborg og fire festivaler lancerer et nyt bæredygtigt plastkrus. Foto: Tuborg

Festivalsmusikken buldrer, vennerne er samlet og solen skinner. Så mangler der vist kun en ting, og det er selvfølgelig iskolde fadøl.

Men de iskolde fadøl er skyld i, at langt over 2 millioner engangsplastkrus fra sammenlagt fire festivaler hvert år havner på jorden eller i skraldespandene og dermed bidrager til verdens plastaffalds-problematik.

Det skal være slut nu.

Det her er den type af samarbejder, som vi har brug for, hvis vi for alvor skal gøre noget ved vores genbrug og genanvendelse

Jacob Ellemann-Jensen, miljø- og fødevareminister

De fire festivaler NorthSide, Tinderbox, Roskilde og GRØN har i samarbejde med Tuborg valgt at komme engangsplastkrusene til livs ved i stedet at udvikle et bæredygtigt genbrugsplastglas. Og fredag den 5. april i selskab med miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen bliver genbrugsglasset lanceret hos miljøorganisationen Plastic Change.

- Det her er den type af samarbejder, som vi har brug for, hvis vi for alvor skal gøre noget ved vores genbrug og genanvendelse og sætte denne her dagsorden. Og det skal vi, fordi vi kan ikke fortsætte med at forbruge plastic, som vi gør det i dag, siger Jacob Ellemann-Jensen (V) ved lanceringen.

Miljøministeren skåler med de fire festivaler. Foto: Tuborg

Plastic Change, der har rådgivet Tuborg gennem forløbet, er enige. 

- Projektet er en vigtig sejr i kampen mod unødvendig engangsplastik. Det er første gang, at de fire festivaler arbejder sammen, og de skal have ros for sammen med Tuborg at gøre en indsats for at knække kurven for plastaffald ved at indføre et standardiseret genbrugsplastglas. Det vil også forandre den brug-og-smid-væk kultur, som er en af kerneudfordringerne i forhold til den stigende plastaffald (…), siger Henrik Beha, stifter af Plastic Change i pressemeddelelsen.

I år vil Tuborg helt bogstaveligt gøre livet lidt grønnere på festivalerne

Christian Sveigaard, marketing- og sponsorchef for Tuborg

Den rette løsning landede altså på et danskproduceret genbrugsplastglas fra KIFA Plast i Herning.

Livet på festivaler bliver grønnere

De nye glas vil allerede blive taget i brug på de fire festivaler i år, og Tuborgs marketing- og sponsorchef glæder sig meget til at tage skridtet mod mindre unødig plastaffald.

- I år vil Tuborg helt bogstaveligt gøre livet lidt grønnere på festivalerne. Vi lancerer nye vaskbare plastglas, som alle kan lease, og vi begynder på de fire store festivaler, som har været med til at udvikle ideen sammen med Plastic Change. Det er en stor dag for Tuborg, og et kæmpe skridt mod at mindske unødigt plastaffald gennem en mere cirkulær forretningsmodel, siger Christian Sveigaard, marketing- og sponsorchef for Tuborg.

De nye genbrugsplastglas er lavet af ren polypropylen - også kaldet PP plast. Foto: Tuborg

Og nu tænker du måske: Kommer det her nye glas til at føles rigtigt i hånden? Skal jeg selv vaske mit glas? Men bare rolig. Christian Sveigaard har svar på spørgsmålene.

- Drikkeoplevelsen er den samme eller bedre, men fremover tager Tuborg bogstaveligt talt opvasken i vores nye, mobile opvaskemaskine,” siger han.

Den nye, mobile opvaskemaskine som Tuborg stiller til rådighed på alle fire festivaler er 13,4 meter lang, og kan håndtere over 9.000 genbrugsplastglas i timen.

Festivalerne er begejstret

Alle de fire festivaler har i de seneste år eksperimenteret med bæredygtige løsninger på en række områder, og derfor falder det naturligt ifølge festivalerne selv at støtte op om Tuborgs initiativ.

- GRØN er glade for at være blandt de første, der er med til at præsentere en løsning på genbrugsplastglas. (…) Og så er det en særlig glæde at indgå i et samarbejde på tværs af fire af de største festivaler i Danmark for i fællesskab at sætte plastaffald på dagsordenen. Vi har en enorm stor snitflade og kan påvirke, og forhåbentligt inspirere mange mennesker på tværs af vores arrangementer, siger direktør i Indsamlingsafdelingen hos GRØN, Theis Petersen.

Vaskbare plastglas er af eksperter som Plastic Change udpeget som den mest miljøvenlige løsning på et stort problem omkring engangsplastkrus. Foto: Tuborg

Roskilde Festival er ligesom GRØN Koncert glad for, at festivalerne går sammen i kampen mod plastaffald, så de alle sammen kan flytte ved deres miljøindsats. Klima- og miljøudfordringerne er nemlig noget, der skal løses i fællesskab.

- Som en almennyttig festival tager vi naturligt ansvar for omverden og for det grønne aftryk, vi sætter. Vi har i flere år arbejdet på at mindske vores miljøbelastning med engangsglas af bionedbrydeligt plastik, men samarbejdet med Tuborg og de andre festivaler om vaskbare genbrugsglas er et stort og bæredygtigt skridt fremad. (…), siger Lars Orlamundt, divisionschef for Roskilde Festival.

Vores gæster er miljøbevidste, og de forventer faktisk, at vi går forrest med initiativer som dette

Peter Skoven, F&B Director bag Tinderbox og NorthSide

F&B Director fra Down The Drain Group, som står bag Tinderbox og NorthSide, Peter Skoven, mener, at festivalerne har en pligt til at engagere sig i bæredygtige initiativer, simpelthen fordi deres festivalsgængere forventer det.

- Vores gæster er miljøbevidste, og de forventer faktisk, at vi går forrest med initiativer som dette. Samtidig stiller vi høje krav til os selv. Derfor er jeg særlig stolt over, at vi som branche kan stå sammen og tage et fælles ansvar, når det virkelig gælder. Det er et stærkt samarbejde, og den endelige løsning er både af høj kvalitet, lever op til de krav om bæredygtighed, vi har sat, og så er den oven i købet en gevinst for drikkeoplevelsen, siger Peter Skoven.

De nye genbrugelige plastglas vil være at finde på NorthSide den 6. juni – 8. juni, på Tinderbox den 27. juni – 29. juni, på Roskilde Festival den 29. juni – 7. juli og på GRØN Koncert fra den 18. juli –­­ 21. juli og igen den 25. juli – 28. juli.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik