Festivalgæst frifundet for voldtægt

For en ung mand endte festivalen i Roskilde med en tiltale om voldtægt. Men retten fandt pigens forklaring så hullet, at de lod manden gå fri.

For en 15-årig pige udviklede sidste års Roskilde Festival sig helt igennem til et mareridt. Hun har forklaret politiet, at et tilfældigt møde i natten udviklede sig til en voldtægt. Men nu har retten helt tilsidesat hendes forklaring.

Historien blev mandag oprullet ved Retten i Roskilde, hvor en nu 24-årig mand sad tiltalt for at have forgrebet sig på den unge pige. Sagen vakte opsigt, fordi manden festivalen igennem havde optrådt i en særdeles genkendelig leopardplettet kjole. Han har hele tiden nægtet, at han med lussinger og et fast greb om pigens hals tvang hende til sex. Men erkendt, at de to var sammen.

- Det var med hendes vilje, 100 procent, har han forklaret.

Da han hørte, at retten gav ham ret, gemte han lettet sit ansigt i hænderne. Imens sivede pigens familie og kammerater stille og med tårer i øjnene ud af retssalen.

De to unge krydsede skæbner, da de en sen nat mødte hinanden ved pigens telt ude på campingområdet. De faldt i snak, men derfra deler forklaringerne sig. For ifølge den 24-årige lå det i luften, at der skulle ske noget.

- Det var jo Roskilde Festival, som han forklarede - og uddybede:

- Der er rigtigt mange unge mennesker, der er sammen. Der er større odds for det, end hvis man går i byen.

Det gik ifølge hans forklaring først galt, da kondomet sprang. Den unge pige blev ked af det, forklarede han, fordi hun var bange for at blive gravid.

Pigen har derimod fortalt, at den væsentligt ældre mand satte sig oven på hende inde i teltet og holdt hende fast, mens han spyttede hende i ansigtet. Da hun opgav at gøre modstand, bad hun ham om i det mindste at bruge et af de kondomer, hun havde i tasken.

Men hvorfor tager man kondomer med på festival, spurgte forsvareren retorisk.

- Det synes jeg godt, at man kan vurdere lidt på, lød det fra advokaten.

Retten begrundede sin frifindelse med, at pigen oprindeligt havde forklaret, at hun var beruset. Men en blodundersøgelse viste, at hun praktisk talt var ædru. En analyse af både det spyt, hun havde i ansigtet, og de dna-rester, der var under hendes negle, viste sig at stamme fra en anden end den tiltalte. Og så fandt retten det påfaldende, at hendes veninde havde siddet få meter fra teltet uden at høre en lyd, mens voldtægten skulle have stået på.

At undersøgelsen af pigen viste, at hun havde en punktformet blødning i øjet og blodudtrækninger flere steder på kroppen, tog dommeren ikke stilling til.

To af pigens kammerater vidnede i retten. De fortalte samstemmende, at den 15-årige var kommet ud af teltet kun med sin sovepose omkring sig, mens hun råbte: "Jeg er blevet voldtaget". Ifølge dommen stemte den forklaring dog ikke helt overens med, hvad pigen selv har fortalt. Men da hun blev afhørt for lukkede døre, er det ikke muligt at gengive, hvordan hendes forklaring lød.

Anklageren skal nu beslutte, om han vil anke dommen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik