Festival må ikke støtte lokalt spillested

Overskud fra Roskilde Festival må ikke gå til at støtte det lokale spillested Gimle. Det strider mod momsloven

Roskilde Festival må ikke bruge overskud fra musikfestivallen til at støtte spillestedet Gimle, der er en del af projektet Ungdoms- og Kulturhuset Vandværket i Roskilde.

Højesteret fastslår i en dom fredag, at støtten til det lokale spillested strider mod festivallens momsfritagelse.
Tidligere er landsretten nået til samme resultat i sagen, som Roskilde Festival har anlagt mod Skatteministeriet.

Festivallen har ønsket at støtte Gimle, der er et spillested for rytmisk musik, og som efter en flytning til den ombyggede vandværksbygning er blevet udvidet med en natklub og en café.
Støtten fra festivallen ville derfor gå til Gimles momsbelagte koncertvirksomhed, café- og bardrift, fastslår Højesteret.

Dermed er det i strid med Roskilde Festivals momsfritagelse, der indebærer, at festivallens millionoverskud kun må bruges til at støtte velgørende eller almennyttige formål.