00:54

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Festival-koordinator: København er en jazz-mastodont

Årets udgave af Copenhagen Jazz Festival byder på 1400 koncerter i København og på Frederiksberg.

- Den er unik, også på verdensplan. Forcen ved den her festival er, at den er så omfattende og byder på så mange forskellige ting. 

Festivalkoordinator Lars Meiling fra Copenhagen Jazz Festival sætter ikke sin festivals lys under en skæppe, og det behøver han næppe heller. 

I år når den københavnske jazz-festival nemlig op på næsten 1400 koncerter på 125 spillesteder i København og på Frederiksberg.

De mange koncerter fyres af over 10 dage, og i år har festivalen store jazznavne som Dee Dee Bridgewater, Burt Bacharach, Gregory Porter, Arturo Sandoval, Palle Mikkelborg, Jakob Bro, Fuzzy og Caroline Henderson på plakaten.

Kirker, parker og lokale biblioteker tages i brug som spillesteder frem til den 10. juli, og i år er antallet af spillesteder steget fra 100 til over 120.  

- Hvis man kender festivalen, så ved man den rummer det hele, uanset hvilken udgave af jazz man er til - og uanset hvilken ramme man har lyst til at opleve den i. Men i et internationalt perspektiv fremhæves vi ofte for at lave en festival, der på den måde er åben for alle, siger festivalleder Kenneth Hansen.

Den er 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival, der netop nu udspiller sig i hovedstaden, og festivalen forventes samlet at have et publikumstal på godt 250.000.

- København er - også på alle andre 355 dage af året - en helt fantastisk jazzby, og festivalen er med til at cementere det faktum, at København er en jazz-mastodont på trods af vores størrelse, siger festivalkoordinator Lars Meiling til TV 2 Lorry.

Copenhagen Jazz Festival blev skudt i gang fredag og fortsætter indtil søndag d. 10.juli.