Foto: Google maps

Festbus-ulykke: Chauffør er dybt rystet

To gymnasieelever slog deres hoveder ind i en betonbro, imens de kørte i en åben festbus. Den ene elev er forsat indlagt.

- Vores tanker går til de tilskadekommende og vi er meget berørte over situationen. Det er forfærdeligt, at det skete, siger Claus Anchersen, der er direktør for det busselskab gymnasieeleverne kørte med.

Han oplyser til TV 2 Lorry, at både han selv og chaufføren er dybt chokeret.

Fredag aften fragtede en åben dobbelt festbus cirka 100 elever fra Virum Gymnasium til en fest. Undervejs kørte bussen under en bro, hvor to elever slog hovederne i mod.

Den ene elev kom slemt til skade og er forsat indlagt, skriver Ekstra Bladet.

- Vi betragter det som et færdselsuheld og har optaget rapport. Nu skal vi finde ud af, om der skal rettes sigtelser, siger Hans Jakob Rechendorff, vagtchef hos Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Hos busselskabet Redbusses er det nu tid til eftertanke.

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke udtale os nærmere, fordi vi i morgen vil lave en gennemgribende undersøgelse af forløbet, siger direktør Claus Anchersen til TV 2 Lorry.