Ferierejsendes hjemtur forsinkes igen

Gæsterne på busserne, som Star Tour sendte mod Danmark lørdag, må strække tålmodigheden yderligere. De er på grund af hviletidsbestemmelser forsinket igen.

De danske og nordiske gæster, der lørdag i busser blev af sted mod Danmark fra diverse feriedestinationer i Sydeuropa må væbne sig med yderligere tålmodighed. På grund af hviletidsbestemmelser er den forventede ankomsttid nemlig forsinket syv timer.

- De første busser, som vi havde håbet var hjemme ved ellevetiden mandag formiddag, er blevet forsinket, fordi de jo skal overholde hviletidsbestemmelserne. Så vi har måtte gøre et ekstra stop for at overholde dem, siger Star Tours salgsdirektør, Stig Elling.

Forventningen er nu i stedet, at busserne rammer dansk grund klokken 18, fortæller han.

- De har været af sted i små 20-30 timer, så det er en lang transport. Men passagererne tager der fornuftigt. De ved godt, at vi ikke kan gøre noget ved det. Vi er nødsaget til at få dem hjem, og det er den eneste mulighed, der er, siger Stig Elling.

Star Tour iværksatte lørdag hjemtagningsplanen, der skulle få rejseselskabets strandede gæster rundt omkring i Sydeuropa hjem til Norden, efter at asken fra vulkanen Eyjafjallajökull har lammet flytrafikken.

I øjeblikket er der et sted mellem 60 og 70 busser på vej hjem, og flere vil følge de næste par dage.

Den samlede målsætning er at få alle nordiske gæster sikkert hjem i løbet af de følgende seks dage, oplyser Stig Elling.

- Det er en ekstrem situation og en meget stor logistisk opgave, men det ser ud til at lykkes, siger han.

Andre rejsebureauer er også begyndt at ty til de jordbundne transportmidler. Thinggaard rejser sender mandag morgen busser af sted fra både Jylland og Sjælland til storbyerne Barcelona, Paris, Bruxelles og Milano for at hente strandede gæster.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik