Ferieby får losseplads som nabo

Dayz Resorts vil bygge Nordeuropas største feriecenter i Egedal med en af Danmarks værste lossepladser som nabo.

Projektet er på fire milliarder kroner og omfatter 1.600 ferieboliger plus 35.000 kvadratmeter aktiviteter med blandt andet aquadome og wellness.

Men placeringen af det vækker mildt sagt undren. Ikke så meget fordi Dayz Resorts vil bygge Nordeuropas største feriecenter i Egedal på den københavnske Vestegn. Mere fordi det får en af Danmarks værste lossepladser som nabo, skriver Politiken onsdag.

»Børn render jo omkring og leger. Jeg håber virkelig ikke, at de finder fra feriecentret og herover«, siger miljøingeniør Kåre Press-Kristensen til Politiken.

Han står på Sørup Losseplads ved siden af oliesøer og gamle kemikalietønder, som er eroderet løs fra skrænten i affaldsbjerget og trillet ned til Engagerrenden i Måløv. På den anden side af det ret livløse vandløb ligger den grund, der skal huse det stort anlagte Dayz Kildedal.

Nem adgang til kemikalierester

Flere steder kan børn eller andre nysgerrige snildt komme over og se nærmere på de spændende rester af den tid, da private og virksomheder frit kunne smide deres affald i naturen.

Politiken afdækkede i søndags, at mange af de gamle lossepladser aldrig er blevet ryddet op, fordi amterne og regionerne har været forpligtede til at prioritere akut sundhedsfare og fare for drikkevandet.

I Sørup er der i alt deponeret cirka en million kubikmeter affald i perioden 1957-79, og da pladsen er uden membran under, skaber regnen årligt cirka 12,5 millioner liter forurenet vand, der især består af næringssalte, organisk stof, ammonium og jern, der kvæler livet i de nærliggende vandløb.

»Hertil kommer pesticider, kemikalier, tungmetaller og andre uhyre giftige stoffer i de gennemtærede tønder, som kan give kløe, udslæt og egentlige

sygdomme«, siger Kåre Press-Kristensen til Politiken.

Han tilføjer, at det er et generelt problem, at der er direkte adgang til mange af de gamle krasbørstige lossepladser, og at det i dette tilfælde »er meget mærkeligt, at man ikke har udført eller planlagt en eller anden form for indhegning«.

Sørup Losseplads er faktisk kun en af tre forurenede grunde, der ligger tæt på det kommende feriecenter: Også den gamle Flyvestation Værløse og Danmarks nok dyreste giftforurening, Cheminovas tidligere fabriksgrund, er blot et par ejendomsmæglerstenkast væk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik