Fedtemøget vælter ind i Greve: 'Det kan ikke bare fikses'

Nye idéer og tiltag bliver denne sommer afprøvet i Greve Kommune i håbet om at fjerne fedtemøget, der ligger langs kysten. Men det virker ikke helt.

Tonsvis af fedtemøg fylder lige nu Greve Kommunes kyststrækning. Og det er til stor ærgelse for kommunen, der forsøger at komme problemet til livs med flere nye forsøg og tiltag.

Det virker bare ikke altid. I en pressemeddelelse på Greve Kommunes hjemmeside skriver kommunen i en midtvejsstatus, at fedtemøget ikke bare kan fjernes.

Kyststrækningen er nemlig stærkt afhængig af vestenvinden, hvis fedtemøget skal væk. Ifølge kommunen kan en stiv kuling fra vest nemlig fjerne fedtemøget fra hele Greves kyst på en enkelt nat.

Og det er den store konklusion i midtvejsevalueringen, hvori kommunen vurderer, at vestenvinden er helt nødvendig, hvis stranden igen skal være hvid og vandet klart.

Først forsøgte en gummiged at skubbe fedtemøget ud i Køge Bugt igen. Det virkede kun, når understrømmen var rigtig - og allerhelst med en god vestenvind i ryggen.

Når det lykkes, bliver fedtemøget suget tilbage i bugten, hvor det bliver ført væk eller opløses.

Den store gule gummiged har været igang siden uge 15 i år, og på en god dag bliver fem sjettedele af det brune møg trukket ud i bugten igen. Det har fagfolk fra Greve Kommune vurderet.

Det, at gummigeden har været igang så længe, har betydet, at fedtemøget ikke har lugtet langs kysten, og derfor har Greveborgerne ikke været plaget af de voldsomme lugtgener, der sidste og forrige år lå som en tyk, usynlig bramme langs kysten.

Fedtemøget er en brunalge, som bliver dannet i Køge Bugt på grund af store mængder næringssalte i vandet. Algerne lægger sig som et massivt tæppe på havets bund, og dele af det tæppe skyller altså konstant op på strandene. Blandt andet i Greve.

Det har været billigt for kommunen at benytte sig af den nye taktik, som også har været mere funktionel end den hidtidige måde, hvorpå man har renset stranden. 

En traditionel strandrensning, hvor fedtemøget bliver kørt væk, fjerner mere ned 6.000 tons fedtemøg fra stranden i løbet af en sommer. Men der skyller mange flere tons fedtemøg op, meddeler kommunen.

Greve Kommune har også afprøvet en såkaldt beachcleaner, der skulle komme fedtemøget til livs. Men fedtemøget viste sig at være alt for tungt til anordningen, og derfor virkede det ikke.

Kommunen skriver desuden i pressemeddelelsen, at man har ladet sig inspirere af Solrød Kommune, som har etableret et strandlaug. Det vil kommunen også, og senere på sommeren kommer invitationen så til borgerne i Greve, der i et muligt strandlaug vil tage sig af stranden.

 

pris på strandrensning

  • I år har gummigeden skubbet fedtemøg ud otte gange, hvilket i alt har kostet 200.000 kroner.
  • Sidste år havde kommunen lavet én traditionel strandrensning på nuværende tidspunkt til i alt 400.000 kroner.
  • I alt har Greve Kommune valgt at bruge 1,65 millioner kroner om året på at hjælpe vestenvinden med at holde stranden ren.
Kilde: Greve Kommune

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik