00:22

Fedtemøget flyder i Greve: Strandrensning indstillet på ubestemt tid

Strandrensningen langs Køge Bugt i Greve er indstillet i store dele af kommunen. Kommunen håber på en hurtig løsning.

Det er velkendt, at fedtemøget flyder langs kyststrækningen i Greve.

Det er ildelugtende, grimt og utiltalende på badestranden, og derfor sætter mange borgere pris på Greve Kommunes strandrensning, der gør stranden pæn og ren to dage om ugen hele sommeren.

Læs også Nu fjerner "Fedtegreven" igen stinkende fedtemøg - men det er ikke nok

Der kører maskinen, som kommunen har døbt 'Fedtegreven', langs kysten og fjerner den slimede og ildelugtende tangmasse, som skylles ind i bugten.

Men ikke længere.

Nu er strandrensningen i kommunen nemlig indstillet på ubestemt tid på en stor del af stranden. Det oplyser Greve Kommune til TV 2 Lorry. 

Årsagen er, at der er opstået uenighed omkring den depotplads ved havnen, som bruges til midlertidig opmagasinering af de store mængder fedtemøg.

Læs også Kommune advarer: "Hold jer fra strandene"

- Problematikken er, at der er en række strandlodder, der er private på stranden. Det tænker folk ikke så tit over. Men det er der altså, siger Anne Pihl Rasmussen, der er kommunikationschef i Greve Kommune, og tilføjer:

- Og problemet med strandrensningen skyldes en problematik med afgangsforholdende til depotpladsen ved havnen. Det er her, at fedtemøg opmagasineres, før lastbilen fjerner det. Vi er i dialog med en strandlodsejer om det nu. 

Greve Kommune bruger årligt 2,2 millioner kroner på at rense stranden i sommersæsonen. Dermed er der opstået en fejde over et gratis tilbud, som kommunen yder, mellem Greve Kommune og private strandlodsejere.

Læs også Stinkede fedtemøg: Ny metode skal fjerne skidtet

- Strandresningen skal foregå på en måde, så alle parter - både borgere, kommune og de private strandlodsejere - er tilfredse. Det gør den ikke på nuværende tidspunkt, siger Anne Pihl Rasmussen, der ærger sig over, at strandrensningen nu er indstillet. 

Indtil problemet er løst, må badegæsterne enten forcere det brune snask langs stranden, hvis de skal hoppe i bølgen blå. Ellers må de anvende stranden, der løber fra kommunegrænsen mod Solrød og til og med Mosede Havn.

Her bliver der nemlig fortsat renset. Det samme gælder på stranden nord for Aktivhuset Olsbækken.

- Mange er dybt optaget af det her, og det kan jeg godt forstå. Vi arbejder intenst på sagen og håber på, at vi kan finde en løsning hurtigst muligt. For vi vil rigtig gerne rense stranden for vores borgere, siger kommunikationschef Anne Pihl Rasmussen til TV 2 Lorry.

Læs også Efter spildevandsalarm: Nu må du bade igen

Den manglende strandrensning er den anden dårlige nyhed for de badeglade i Greve Kommune på blot to uger. For knap to uger siden blev fire strande i kommunen nemlig ramt af et spildevandsudslip, hvilket lukkede strandene i en uge.