Fedmebehandling på skrump

Trods succes med ny behandling til overvægtige børn, så må Hillerød Hospital sende initiativet på en gevaldig slankekur næste år, da der ikke er flere penge til det, skriver Frederiksborg Amts Avis.

I løbet af det seneste halve år har Hillerød Hospital fået succes med et nyt behandlingstilbud målrettet overvægtige børn. Ifølge ledende overlæge Jesper Andersen har cirka 100 børn været igennem første undersøgelse, og i alt er 160 børn henvist til det nye behandlingstilbud, der blev skudt i gang 1. februar i år, hvilket han selv betragter som en succes.
Det er dog en stakket frist, da kvoten er opbrugt, og der næste år ikke er afsat penge til at sende andre overvægtige børn i behandling.
- Nu har vi ikke penge til flere, så det gør det svært for os at tage nye ind, siger Jesper Andersen.
Tilbuddet er det eneste af sin slags i hovedstadsregionen og dækker derfor hele regionen. Børnene i behandlingsprogrammet er typisk mellem 12 og 15 år, men der er børn i behandling helt ned til fem års-alderen. Indtil videre taber hovedparten af børnene sig eller har stabiliseret deres vægt.
- Børnene bliver tilset med otte ugers interval, og de skal have den tætte kontakt, ellers når vi ikke i mål. Ude i kommunerne har de ikke resurserne til det, siger Jesper Andersen, der mener, at afdelingen kun kan behandle »toppen af isbjerget« i forhold til problemets størrelse.
Konsekvensen vil ifølge overlægen være en væsentlig længere ventetid på behandling næste år, og selv om Anders Kyst, der er vicedirektør på Hillerød Hospital, ikke er glad for det, så efterlader den pressede økonomi ikke et stort spillerum. Han sender dermed bolden videre til regeringen.
- Jeg kan bekræfte, at økonomien ikke er til at give ekstra penge til at skrue op for det her. Det skal komme fra centrale midler, da det er meget politisk, siger Anders Kyst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik