Febersyge børn skal helt til Hillerød

Foto: TV2/ Lorry

Børnefamilier med et sygt barn kan fremover komme ud på en længere køretur, hvis barnet har brug for at blive tjekket af en læge efter klokken 16, skriver Frederiksborg Amts Avis, lørdag.

Hvor der i dag er vagtlægeklinik i både Helsingør og Frederikssund og andre steder i regionen, så vil for eksempel »feberbørn« mellem 0-12 år og børn med ondt i ørerne fra 1. januar blive henvist til et af regionens fire akuthospitaler.

Udover Hillerød er det Herlev, Hvidovre og Bispebjerg, hvor der er børnelæger tilknyttet.

- Trods den længere transport - og er den et problem for familien, er der stadig kørende vagtlæger som kan aflægge besøg - så er det et kvalitetsløft. Er der tale om et barn med for eksempel meningitis, så er man på et akuthospital med en børneafdeling kommet det rigtige sted hen uden unødig forsinkelse, siger koncerndirektør Svend Hartling, Region Hovedstaden.

Børn mellem 0 og 12 år, der har slået sig, skal sys eller lignende, vil forsat blive henvist til skadesklinikkerne i for eksempel Helsingør og Frederikssund.

Ændringen for de 0-12-årige er en konsekvens af den ny struktur for lægevagten, hvor de praktiserende læger mister opgaven, og hvor Region Hovedstaden selv vil løse opgaven i en kombination af 1813 sundhedstelefonen med sygeplejersker og læger tilknyttet, kørende vagtlæger og hospitalslæger.

Ændringen på børneområdet er et af de forhold, som de praktiserende læger og de nuværende vagtlæger kritiserer.

Søren Brix, praktiserende læge i Humlebæk, der også kører lægevagt, mener, at regionen har glemt at fortælle befolkningen, at akut syge børn i den nye 1813-struktur får længere transporttid til lægen.

- Jeg ved ikke, hvor mange børnefamilier på Amager, som synes, det er kvalitetsløft, at de nu skal til Hvidovre i stedet for Amager Hospital, som ligger lige rundt om hjørnet. Man lovede også befolkningen i Helsingør en lægevagt - men den bliver nu amputeret, da man ikke længere kan komme med børn under 12 år. Så både antal af indlæggelser, ventetid samt transporten for patienterne stiger, mens kvaliteten falder. Ikke mindst for de socialt svage uden bil bliver dette et hårdt slag. Det er svært at kalde det et tigerspring fremad, i så fald er det at springe over, hvor gærdet er lavest, siger han.

Også læge og SF-regionsmedlem Jannie Hjerpe kritiserer den ny struktur.

- Det er problematisk, at alle børn med medicinske sygdomme, som er snottede eller har ondt i ørerne, skal trække på samme læger, som har alvorligere patienter. Det rykker fokus fra de syge børn til de mindre syge. Her vil en praktiserende læge være en bedre løsning, siger hun.

Jannie Hjerpe mener, den længere transport til lægen vil forstærke uligheden i sundheden.

Svend Hartling oplyser, at den ny struktur fører til en opnormering på børneafdelingerne med enten børnelæger eller læger med vagtlægeerfaring.

Janni Hjerpe mener, det kan føre til, at Hovedstaden vil »stjæle« læger i Region Sjælland, da der er overskud af børnelæger.