Københavns Kommune har ikke fulgt reglerne, når kommunens p-vagter har uddelt afgifter til en stribe bilister i Indre By. Det fremgår af en ny kendelse fra Østre Landsret.
Efter at kommunen tidligere vandt sagen i fogedretten, valgte FDM at anke, fordi man opfattede den som principiel. Og det betalte sig altså.
På pladserne ved boligkarréen Dronningegården i Adelgade og Dronningens Tværgade krævede Københavns Kommune både p-skive og betaling. Skiltningen i området har ifølge FDM givet anledning til forvirring, hvilket har gjort det til et af de mest indbringende områder for p-afgifter i byen. De sidste tre år har kommunen således udstedt hele 8.000 parkeringsafgifter i området.
De færreste regner med, at man skal have både p-billet og sætte p-skiven, og skiltningen har ikke gjort det nemmere for bilister
FDM: Vi er meget tilfredse
- De færreste regner med, at man skal have både p-billet og sætte p-skiven, og skiltningen har ikke gjort det nemmere for bilisterne at forstå, at der har været tale om en dobbeltordning. Derfor er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at landsretten giver os medhold i ordningen ikke er lovlig, siger Lennart Fogh, advokat og afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning, i en pressemeddelelse.
Kendelsen fra landsretten slår fast, at bekendtgørelsen om parkeringsskiver ”må fortolkes således, at der på steder med tidsbegrænset parkering ikke kan stilles krav om anvendelse af parkeringsskive, hvis der stilles krav om parkeringsbillet”.
Reglerne er allerede ændret
Allerede for et år siden ændrede Københavns Kommune reglerne for parkering i Dronningegården. Bilisterne skal stadig betale for at holde der, men tidsbegrænsningen er nu afskaffet, fremgår det af skiltningen på pladsen.
FDM forventer, at Københavns Kommune selv vil tage initiativ til at betale pengene tilbage til de bilister, der har fået afgifter, som er givet på et retsstridigt grundlag.
TV 2 Lorry arbejder på at få en kommentar til sagen fra Københavns Kommune.