Allan K. Pedersen, ejer, FC Nordsjælland Foto: TV2 Lorry

FCN-ejer skal betale 10 millioner kroner

Højesteret ændrer dom, så klubejer Allan K. Pedersen skal betale fire gange så meget tilbage til konkursbo.

Klubejer Allan K. Pedersen solgte FC Nordsjælland for billigt til sig selv i 2008, og det bliver nu fire gange dyrere for ham, end landsretten besluttede for knap to år siden.

I april 2013 fastslog Østre Landsret, at der skulle betales 2,5 millioner kroner tilbage til konkursboet, men boet ankede sagen, og det koster nu klubejeren dyrt.

Tirsdag fastslog Højesteret, at Allan K. Pedersen, Bente Pedersen og advokat Michael Vinter skal betale 10 millioner kroner plus renter til konkursboet.

Ydermere skal der betales 975.000 kroner i sagsomkostninger.

Sagen handler om, at Allan K. Pedersen solgte FC Nordsjælland Holding fra et selskab, der siden gik konkurs, til et nyt selskab.

Overdragelsessummen var 500.000 kroner, men Allan K. Pedersen mener, at prisen reelt var langt højere, fordi det nye selskab samtidig overtog diverse forpligtelser.

Boet efter det konkursramte selskab krævede aktierne i FC Nordsjælland Holding tilbageleveret, alternativt at Allan K. Pedersen betalte godt 35 millioner plus renter i erstatning.

Østre Landsret afgjorde i 2013, at den reelle værdi af aktierne i FC Nordsjælland Holding på købstidspunktet udgjorde tre millioner kroner, hvorfor Allan K. Pedersen altså skulle betale yderligere 2,5 millioner kroner.

Det beløb hæves nu af Højesteret til 10 millioner kroner plus renter.