FCK's Champions League-drøm lever efter klar sejr

FC København er klar til playoffkampe om en plads i Champions League efter samlet sejr på 4-2 over FK Vardar.

Det danske mesterhold FC København kan stadig gøre sig forhåbninger om at deltage i Champions League for anden sæson i træk.

Onsdag aften vendte FCK nederlaget på 0-1 fra udekampen mod makedonske FK Vardar til en samlet sejr på 4-2 efter 4-1 i Telia Parken i tredje kvalifikationsrunde. 

Dermed er klubben klar til playoffkampe om en plads i Champions Leagues gruppespil, og skulle det glippe, venter en plads i Europa Leagues ditto.

Oprejsning til FCK

En klar oprejsning for FCK, der både resultat- og spillemæssigt har haft et svagt udlæg på sæsonen. 

Succesen onsdag blev også kun en realitet med hiv og sving. 

FCK var netop blev reduceret til ti spillere efter et rødt kort, da Federico Santander scorede målet til 3-1, der sendte FCK på triumfkurs efter 75 minutter.

FC København kom tidlig på vinderkurs, da kampens første angreb førte til 1-0 efter ét minut. 

Vardar fik fodfæste

Et indlæg fra venstre side blev i første omgang clearet, men uden for feltet stod Ján Gregus klar til opsamlingen. Med et perfekt udført vristspark kanonerede han bolden ind i fjerneste målhjørne til københavnsk jubel. 

Københavnerne brugte dog ikke målet som afsæt til at kontrollere kampen. Vardar fik lov at få fodfæste, og udeholdets forreste aktører viste tekniske færdigheder. Det skulle snart give chancer.

Jonathan Balotelli havde netop misbrugt en stor chance ved bageste stolpe, da FCK's Youssef Toutouh smed bolden væk på egen banehalvdel, så Vardar kunne sætte i kontra.

Ny føring i 26. minut

Et indlæg fra højre havnede præcist hos Boban Nikolov, der sparkede bolden fladt i mål til udligning efter 18 minutter.

Den vækkede FCK. Holdet fremtvang et hjørnespark, hvor udeholdets opdækning lod meget tilbage at ønske. Blandt venner og fjender dirigerede Tigran Barseghyan bolden i eget net til ny københavnsk føring i 26. minut.

Nu manglede FCK blot én scoring, men trods et par fine forsøg udeblev den inden pausen. 

Forventede man et københavnsk tryk fra starten af anden halvleg, blev man skuffet. Solbakkens tropper savnede kreativitet og havde svært ved at sætte spillet op. Og i den anden ende var makedonerne ikke helt uefne.

FCK slog kontra

FCK's mulighed for avancement blev umiddelbart svækket efter 70 minutter, da målscorer Gregus begik endnu et professionelt frispark og modtog sit andet gule kort og dermed fik marchordre af dommeren. 

Paradoksalt nok faldt FCK's 3-1-mål kort efter. Pierre Bengtsson skruede et indlæg ind fra venstre, og nærmest på selve målstregen headede Federico Santander det forløsende mål ind et kvarter før tid. 

Derefter jagtede makedonerne målet, der ville sende dem videre. Farligt blev det ikke, og i stedet slog FCK kontra. 

Benjamin Verbic skaffede et straffespark, som indskiftede Pieros Sotiriou omsatte til 4-1-målet få minutter før tid.

Nu venter to playoffkampe til det forjættede land for FCK. Lodtrækningen finder sted på fredag. /ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik