FCK ud af Europa League med tenniscifre

FC København er færdig i Europa League, efter at holdet tabte 1-3 hos Olympique Marseille. Franskmændene er videre til ottendedelsfinalerne med samlet 6-2.

Dansk fodbold er ikke længere repræsenteret i denne sæsons europæiske klubturneringer. Det står klart, efter at FC København tabte returopgøret i Europa League 1-3 på udebane mod Olympique Marseille. Det franske hold, der sparede flere profiler i startopstillingen, men som havde kompetente reserver, går dermed videre til ottendedelsfinalerne med samlet 6-2 og møder nu Benfica fra Portugal. FCK havde bolden en hel del i kampen foran omkring 25.000 tilskuere på det store og vindblæste Stade Vélodrome i Marseille, men hjemmeholdet skabte de farligste muligheder. Kort før pausen scorede offensivspilleren Hatem Ben Arfa til 1-0, da FCK-holdet var blevet spillet tyndt i venstre forsvarsside. De sidste danske forhåbninger sluttede endegyldigt efter en times spil, da Bakari Koné blev spillet fri på kanten af offside og rundede FCK-målmanden Johan Wiland, inden han løb bolden ind i mål til 2-0-scoringen.
Bakari Koné var dog ikke færdig og scorede til 3-0, da FCK's offsidefælde igen kiksede. FCK-trumfkortet Jesper Grønkjær formåede i den time, han var på banen, ikke at sætte sit præg på begivenhederne på samme måde som i den første kamp i Parken, og angriberne César Santin og Dame N'Doye havde det også svært.
Kort før tid fik indskiftede Ailton Almeida dog pyntet på resultatet.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik