Foto: TV 2 Lorry

FCK-sportsdirektør: Det er hårdt lige nu

FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen kræver, holdet rejser sig efter skuffelsen i Champions League.

Først blev det til en røffel på 1-3 i Parken, og onsdag aften tabte FC København så 1-2 til Viktoria Plzen. Med et samlet 2-5-nederlag betød det farvel til Champions League for FCK.
      Og det havde sportsdirektør Carsten V. Jensen ikke det store at indvende imod.
      - Vi må konstatere, at det er helt fortjent, at Plzen går videre.
      - Det er hårdt lige nu for holdet, fordi vi havde håbet og troet på, at vi kunne nå dertil, hvor det kunne blive godt nok. Men omvendt må vi også bare erkende, at det nåede vi ikke, og så kigger vi fremad herfra, siger Carsten V. Jensen.
      FCK vil nu koncentrere sig om at vinde det danske mesterskab, fordi vinderen af DM-guldet i denne sæson indløser en stensikker billet til gruppespillet i Champions League næste sæson.
      - Det vigtigste af alt er, at vi giver os selv muligheden for at spille europæisk til næste sæson, og det kan vi gøre ved at forsvare det danske mesterskab, fastslår Carsten V. Jensen.
      Sportsdirektøren erkender, at holdets målsætning ikke blev indfriet i denne omgang, men derfor skal der stadig præsteres gode resultater i Europa League, hvor FCK i stedet skal deltage.
      - Vi havde Champions League som en målsætning, og den er væk nu. Det, der ligger foran os, er et gruppespil i Europa League, som vi altså ikke er blevet for fine til at spille.
      - Det skal være med til at udvikle holdet i den rigtige retning, påpeger Carsten V. Jensen.
      Fredag er der lodtrækning til Europa League.