FCK holder afstand i toppen med ny sejr

FC København viste ingen tegn på gummiben, da holdet vandt 2-1 på hjemmebane over AC Horsens.

Dermed bibeholder førerholdet FCK et forspring på seks point ned til FCN på Superligaens andenplads.

Men der skulle et mål 20 minutter før tid, før FCK kunne bevare status quo i toppen af den bedste danske række.

FCK's kantspiller Bryan Oviedo indtog en sjælden rolle som matchvinder, da han dukkede op ved bageste stolpe på et indlæg af Lars Jacobsen.

Cesar Santin havde tidligere i kampen bragt FC København foran 1-0 på et straffespark begået mod ham selv.

I den situation blev dommer Kenn Hansen overfuset af Horsens-anfører Niels Lodberg, som fik gult kort for protesterne.

Og Horsens kan måske med rette føle sig en smule bortdømt, for selv om der var kontakt, da Mads Agesen kom glidende, så ramte Horsens-forsvareren også bolden, mens Santin faldt let i feltet.

I anden halvleg forblev Kenn Hansens fløjte tavs, da Horsens-spilleren André Bjerregaard faldt i feltet, da der også var kontakt, dog noget mindre kontakt end ved Santin-episoden.

FCK var det dominerende mandskab, og sejren var bestemt ikke ufortjent bedømt på spil og chancer.

Lars Jacobsen, Bryan Oviedo, Dame N'Doye og Pierre Bengtsson havde alle forsøg, der gik snert forbi eller i sidenettet.

Horsens havde skiftet over halvdelen af holdet ud i forhold til den seneste kamp, torsdagens pokalkamp ude mod HB Køge. Martin Retov og Morten Rasmussen havde desuden karantæne for udeholdet.

Jyderne stillede op i en meget defensiv 4-1-4-1-formation, hvor Kenn Fagerberg havde det meget svært alene i angrebet.

Alligevel lykkedes det Fagerberg at udligne til 1-1 i midten af anden halvleg, da han fik alt for meget plads i FCK's venstre side.

Mathias "Zanka" Jørgensen gjorde comeback efter sin langvarige knæskade, han pådrog sig sidste efterår, da Lars Jacobsen måtte udgå med en skade.

FCK fører Superligaen med 58 point, seks point mere end FCN. Der resterer seks spillerunder.

Der var lagt en smule pres på FC København, da FC Nordsjælland lørdag vandt ude over AaB. Men FCK svarede søndag igen med en 2-1-sejr hjemme over AC Horsens.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik