Foto: TV2/Lorry

FCK fremtvinger sen sejr over Lyngby

[size=2]Førerholdet FC København vandt en sikker 3-0-sejr hjemme over bundholdet Lyngby i Superligaen i fodbold.[/size]

FC København formåede med en 3-0-sejr over Lyngby at rejse sig oven på torsdagens skuffende nederlag i Europa League til tyske Hannover 96.
FCK virkede i det meste af kampen trætte, tunge og idéforladte. Men de danske mestre var også oppe imod et Lyngby-hold, der udelukkende var kommet efter det ene point.
Missionen lykkedes dog ikke for Lyngby, som i midten af anden halvleg indkasserede kampens første mål, da Claudemir headede 1-0-målet ind.
Oplægget kom fra indskiftede Pape Pate Diouf, som kort efter gjorde det til 2-0 foran de lidt 16.143 tilskuere i Parken.
Cesar Santin cementerede sejren i det sidste minut på oplæg fra kantspilleren Christian Bolaños.
Med lidt mere skarphed kunne og burde FCK dog have scoret mindst to-tre mål mere i løbet af kampen.
Santin fik allerede en kæmpe chance efter et kvarters spil, men den brasilianske angriber kunne ikke overliste Rune Pedersen i Lyngbys mål.
FCK havde bolden klart mest, men havde svært ved at bryde gennem Lyngbys forsvar.
De første 45 minutter blev alt i alt en kedelig affære, hvor Lyngby ikke kom frem til en eneste reel chance.
Lyngby-træner Niels Frederiksen havde måske ladet sig inspirere af FC Nordsjælland, som med en meget defensiv taktik vandt 3-1 i Parken for et par runder siden.
Lyngby stillede op i en lige så defensiv formation, hvor Jonas Henriksen var den eneste deciderede angriber på banen. Lyngby-angriberne Bajram Fetai, Kim Aabech, Peter Madsen og Patrick Mortensen sad alle på bænken fra kampens start.
FCK havde omrokeret en smule på holdet, og det betød, at nordmanden Christian Grindheim var bænket til fordel for Claudemir, som var tilbage på holdet efter en skade.
FCK-træner Roland Nilsson havde også valgt at bruge Bryan Oviedo som venstrekant på midtbanen i stedet for Pape Pate Diouf. Pierre Bengtsson var tilbage på venstrebacken efter en række kampe på bænken.
Kort inde i anden halvleg reddede træværket tre gange Lyngby i den samme spilsekvens. Sølvi Ottesen headede på overliggeren og stolpen i samme forsøg, mens Santin også ramte stolpen på riposten. Rent uheld for FCK.
Sejren kom dog i hus alligevel og betyder, at FCK fører Superligaen med 35 point efter 15 spillerunder, syv point foran FC Nordsjælland på andenpladsen.