FCK fejrer 25 år: ”Det er Nordens bedste klub”

To klubber dannede i 1992 FC København. Den er i dag Nordens bedste klub, siger TV 2s fodboldkommentator Flemming Toft.

20 titler. 11 danmarksmesterskaber. 16 superliga-sejre. Otte pokaltitler. Fire gange ’The Double’ – og som den eneste klub nogensinde to i træk.

Listen over FC Københavns meritter er alenlang. I dag kan klubben fejre, at det er 25 år siden, Kjøbenhavns Boldklub og B 1903 gik sammen om eliteoverbygningen FC København.

De to klubber havde begge problemer. KB var både sportsligt og økonomisk udfordret, mens B 1903 frygtede det samme. Klubberne forsøgte sammen med Frem, Fremad Amager og Lyngby Boldklub at lave et nyt københavnsk storhold, men det endte altså med kun at blive de to klubber, der fortsatte.

quote FC København har udviklet sig til en stor forretning, men også en stor klub med et vindergen. 

Flemming Toft, fodboldkommentator, TV 2 SPORTEN

Høj overligger

Og der er meget at fejre, hvis man spørger TV 2 SPORTENs fodboldkommentator, Flemming Toft.

- FC København har udviklet sig til en stor forretning, men også en stor klub med et vindergen. Det er ser man både på direktionsgangen, blandt trænerne – især den nuværende, Ståle Solbakken – og blandt spillerne, siger han til TV 2 Lorry.

Helt fra begyndelsen i 1992 havde man store armbevægelser.

- Overliggeren blev sat højt. Der var ingen tvivl om hvad man ville. Det skulle være Nordens største klub. Det kan man også se på fanklubben. Der er en meget stor fanskare, der også tællere politikere og skuespillere – der er noget stjernestøv over FCK, og man har været gode til lobbyisme, siger Flemming Toft.

Er det så Nordens største klub i dag?

- Ja, det er det uden tvivl. Både hvad angår klubbens sportslige resultater og forretningen.

FC København er en del af det børsnoterede selskab Parken Sport & Entertainment, der også omfatter Lalandia og fitness dk, og som samlet omsatte for 1,4 milliarder kroner sidste år. 

Der har været det, Flemming Toft kalder "bump på vejen" - eksempelvis retssagen mod Flemming Østergaard.

- Det giver nogle mislyde, men de bliver overdøvet af de sportslige resultater, siger Flemming Toft. 

 

Klokkespil fra rådhuset

Fødselsdagen er blandt andet blevet fejret ved et særligt klokkespil på Frederiksberg Rådhus, hvor FCK-sangen ”Klokken den er kvart i bold”, der er skrevet på Boomtown Rats-hittet ”I don’t like Mondays’ blev spillet klokken 12. Hør den i videoen herover. Når det netop var fra Frederiksberg Rådhus, skyldes det, at FC København har sin træningsbane her.

Men der vil også være andre markeringer, lover klubben på sin Facebook-side.

Spillerne er dog ikke i landet på dagen. De er på træningslejr i Østrig, oplyser klubben på sin hjemmeside. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik