01:12

Video: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

FCK-event afblæst: Fælledparken er mudderpøl efter løb

Skybruddet under Copenhagen Half Marathon tog så hårdt på Fælledparkens plæner, at weekendens CPH PLAYDAY for børn må udskydes.

Lene Barner-Rasmussens gummistøvler sidder fast i mudderet, og det svupper, når hun trækker støvlerne op af de store vandpytter på Fælledparkens plæner. 

- Man sidder helt fast nogen gange, siger Lene Barner-Rasmussen, der er Enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Hun har det daglige tilsyn og arbejdet med at holde Fælledparken.

Efter weekendens skybrud og halvmaraton er skaderne på plænerne i Fælledparken voldsomme. Flere steder er der dybe mudderhuller og bare pletter på flere meter i diameter.

Kombinationen af skybrud og løb var ikke bare katastrofal for halv-maratonløbet, plænerne er trampet og kørt op af løbere, publikum og lastbiler med forsyninger til løbet.

Under halv-maratonløbet blev plænerne brugt til " Runners Area", et område hvor løberne kan klæde om, få forplejning og opbevare deres tøj.

Hvis der er store skader på plænerne, så erstatter vi naturligvis. Det er vores pligt. 

Dorte Vibjerg, Direktør i Sparta

Hos Sparta, der arrangerer Copenhagen Half Marathon, er der klar besked:

- Hvis der er store skader på plænerne, så erstatter vi naturligvis. Det er vores pligt, siger Dorte Vibjerg, Direktør i Sparta i dag. 

  Foto: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

Aflyser stort idrætsarrangement

CPH Playday, hvor Københavnske skolebørn og deres familier skulle være med i en stor sportsevent i Fælledparken på lørdag, er på grund af Fælledparkens tilstand nu udskudt.

- Det er selvfølgelig super-ærgerligt, siger pressetalsmand F.C. Københavns pressechef Jes Mortensen. Klubben er medarrangør af CPH Playday. Sammen med Københavns Kommune og Paul Petersens Idrætsinstitut skulle de holde det årlige idræts-arrangement, hvor alle Københavns skolebørn var inviteret til at deltage.

- Vi finder en dato i foråret, så vi kan holde CPH Playday de, siger F.C. Københavns pressechef Jes Mortensen i dag til TV 2 Lorry. 

Og alle, der var tilmeldt, kunne, indtil i går, få gratis billetter til søndagens kamp mellem FCK og Silkeborg.

- De billetter gælder stadigvæk, og vi venter, at 4000 glade børn skal ind i Telia-parken og se kampen, siger Jes Mortensen. 

  Foto: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

Giv plænerne ro

Skal plænerne i Fælledparken have en chance for at komme sig, så skal borgerene hjælpe til:

- Tag børnene over på legepladsen, hundene over i hundegården og hold en pause med at spille boldspil og dyrke idræt på plænerne, siger Lene Barner-Rasmussen.

Med det mener hun, at alle klubber og almindelige borgere skal lade være med at bruge plænerne den næste uges tid.

Det er en meget speciel situation at vi må bede borgerne om at give plænerne ro. Det har vi aldrig gjort før.

Lene Barner-Rasmussen, Enhedschef i Teknik- og miljøforvaltningen, Københavns kommune

- Vi gennemgår Fælledparkens plæner sammen med kommunen på mandag og ser, hvor store skader kommunen vurderer, at der er sket, siger Dorte Vibjerg, Direktør i Sparta. 

Og det værste, der kan ske, er, at græsset er helt slidt væk. Men i Fælledparken krydser Lene Barner-Rasmussen fingre for at de næste dages sol og blæst får plænerne til at komme sig af sig selv.

- Vi har eksperter, der vil se på, om græsset er så skadet, at det ikke kan gro. Så skal der sås nyt, siger Lene Barner-Rasmussen.

- Og så må vi lukke helt af for brug. Men det er en meget speciel situation, at vi må bede borgerne om at give plænerne ro. Det har vi aldrig gjort før, siger hun.