FC Nordsjælland vandt lokalopgør mod Lyngby

Anfører Patrick Mtiliga mener, der er plads til forbedring hos FC Nordsjælland trods en super sæsonstart.

FC Nordsjælland slog søndag rivalerne Lyngby 4-1, og dermed topper holdet Alka Superligaen med maksimum point efter fire spillerunder.

Det skriver Ritzau.

Det unge hold fra Farum er garanteret duksepladsen i mindst én uge endnu, men trods den flyvende start, mener anfører Patrick Mtiliga, at præstationerne kan blive endnu bedre.

- Vi er ambitiøse, men vi er også nødt til at tage sæsonen kamp for kamp. Det er en fantastisk start, men vi ved også, det kræver hårdt arbejde, hvis vi skal fortsætte i samme spor.

- Vi er ikke naive. Vi ved godt, at marginalerne som i denne kamp mod Lyngby har været på vores side. Der er stadig plads til forbedring i vores spil, siger Mtiliga til Ritzau.

Det er på områder, hvor FC Nordsjælland normalt er meget stærke, at kaptajnen mener, der skal arbejdes med tingene.

- Vi har haft perioder i kampene, hvor vi ikke har været så rolige med bolden som tidligere. Derudover har vi givet muligheder væk til modstandere i situationer, hvor vi ikke har været skarpe nok.

- Man skal være okay tilfreds, når man ligger nummer et og samtidigt mener, der er plads til forbedring. Vi har masser af kvalitet i vores trup, men vi skal holde benene på jorden og være ydmyge, siger Mtiliga.

Overrasket over god sæsonstart

FC Nordsjælland har solgt sidste sæsons ligatopscorer, Marcus Ingvartsen, til belgiske Genk, playmaker Stanislav Lobotka til spanske Celta Vigo og forsvarskrumtappen Andreas Maxsø til tyrkiske Osmanlispor.

Set i det lys er cheftræner Kasper Hjulmand overrasket over den gode start på sæsonen.

- Vi kunne ikke have regnet med denne start. Vi har mistet tre meget vigtige spillere, så vi er svækket som hold. Vi ville være endnu bedre, hvis vi stadig havde dem.

- Vi er svækket mandskabsmæssigt, men vi har spillet gode kampe, og vi ligner et hold. Vi ved, hvad vi skal gøre bedre, og der er en del at arbejde med.

- Men vi er selvfølgelig glade for fire sejre i fire kampe, siger Hjulmand.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik