Spillerne fra FC Nordsjælland jubler efter Mikkel Damsgaars scoring til 1-0 på udebane mod Randers FC. Foto: Bo Amstrup / Scanpix

FC Nordsjælland holder fast i toppen første udesejr i år

Der er grund til smil i FC Nordsjælland, som har gang i en god sæson i Superligaen. Søndag eftermiddag slog holdet Randers FC på udebane med 3-0.

FC Nordsjælland havde ellers ikke vundet på udebane i 2018, men det lavede holdet om på i Randers, hvor Mikkel Damsgaard, Mathias Jensen og Nikolai Baden kom på tavlen for gæsterne.

Resultatet rykker ikke noget i tabellen, og FC Nordsjælland er dermed fortsat på tredjepladsen, mens Randers ligger på 13.-pladsen.

Randers var egentlig meget godt med i kampen, men den fornødne skarphed foran gæsternes mål manglede.

FC Nordsjælland formåede til gengæld at omsætte sine chancer til mål, og det blev udslagsgivende.

Læs også Ny angrebskonstellation ændrede intet for FC Helsingør

FC Nordsjællands Mathias Jensen blev i midtugen kåret til Superligaens største talent, og søndag viste han hvorfor.

Med skarpe afleveringer i dybden gjorde han livet svært for Randers i første halvleg.

Efter en halv times spil bragte gæsterne sig foran, da Mikkel Damsgaard køligt sparkede bolden i mål til stillingen 1-0 til FC Nordsjælland.

Randers trykkede efter målet på for en udligning, men holdet formåede ikke at omsætte chancerne til mål.

Læs også Officielt: Lyngby-profil skifter til FC Nordsjælland

Anden halvleg var ikke mere end et par minutter gammel, da Mathias Jensen gav Nordsjælland en 2-0-føring, da han var over riposten efter en stor FC Nordsjælland-mulighed.

Gæsterne slog sidste søm i kisten, da unge Nikolai Baden for anden kamp i træk scorede for FC Nordsjælland til slutresultatet 3-0.