Arkivfoto Foto: TV2/ Lorry

FC Nordsjælland holder Brøndby i bunden

FC Nordsjælland fortsætter den gode sæsonstart med en 2-0-sejr over Brøndby søndag i en underholdende kamp.

Manglende effektivitet blev udslagsgivende, da FC Nordsjælland besejrede Brøndby 2-0 hjemme på Farum Park i en underholdende og chancerig kamp søndag eftermiddag.
Holdene dominerede hver sin halvleg, og Brøndby var det bedste hold i første halvleg, men formåede ikke at omsætte chancer til mål.
Dennis Rommedahl og Mikkel Thygesen truede konstant modstanderens forsvar med løb i dybden. Begge havde da også flere giftige muligheder, som enten blev reddet dygtigt af en velspillende Jesper Hansen i FCN-målet eller strøg lige forbi.
Det er helt tydeligt, at Brøndby har fået et giftigt våben med tilgangen af lynhurtige Rommedahl, som er faldet imponerende hurtigt ind på holdet.
Sammen med resten af Brøndby-offensiven havde han ofte held med at presse højt på FC Nordsjællands banehalvdel og lukke helt ned for hjemmeholdets midtbane, der havde det svært fremad banen.
Efter pausen var rollerne vendt fuldstændig om. Brøndby-spillerne halsede efter, og blot to minutter inde i anden halvleg kunne Andreas Granskov med hovedet bringe hjemmeholdet foran efter et indlæg fra højresiden.
Og kort tid efter var det så den unge midterforsvarer Jores Okore, der udbyggede føringen til 2-0.
Noget af en dukkert for Brøndby-spillerne, som så flade ud og ikke længere pressede som et hold. Kendetegnende for kampen var det dog, at Brøndby alligevel kom frem til et par store chancer, men køligheden manglede foran kassen.
For hjemmeholdet var det en fornøjelse at se endnu en spiller, der vendte hjem til Superligaen over sommeren, venstrebacken Patrick Mtiliga, som var opportunistisk i sine løb op ad venstrekanten.
FC Nordsjælland har nu 16 point og indtager Superligaens andenplads, inden AaB møder FC København. Brøndby har fortsat ni point - kun to pladser over nedrykningsstregen.